179 / 205
OVERSIGTER OG ANMELDELSER
1 7 7
kendes dog ikke, ejheller adgangsforholdene. Vor viden er i det hele taget stærkt
begrænset, da kun ca. 10
%
af området er undersøgt. Det drejer sig med Sties-
dals ord om »et puslespil med mange brikker mellem hverandre og hørende til
vidt forskellige spil«. Vanskelighederne skyldes jo også, at hele borgen i 1369
ødelagdes totalt af hanseaterne, der som deres mål havde udtalt: »dat hus to
Kopenhagen, dat schall man breken«. Stenhuggere kom herop fra Nordtyskland
og jævnede bygningerne med jorden - de kostbare søjler kastedes i brønden måske
ikke blot for fysisk at ødelægge borgen, men tillige for at nedbryde den kraft og
overnaturlige styrke, man tillagde netop sådanne bygningsdele.
I næste hovedafsnit beskæftiger Helge Gamrath sig med den lange periode fra
1 369-katastrofen til 17 3 1, da det flere gange udvidede og ombyggede slot demo-
leredes på kongens ordre for at give plads til en moderne residens. Det er unæg-
teligt et stort tidsspand, som tilmed belyses af et ujævnt fordelt kildemateriale.
Forfatteren har været vidt omkring for at finde stof til sin beretning, og han har
vist stor opfindsomhed, bl.a. er en god portion rigshistorie inddraget. Det kan dog
ikke nægtes, at man af og til har følelsen af at køre i tomgang. Den genopbyggede
borg - og byen med — er i den følgende tid et stridens æble mellem konge og
kirke. Først med Erik af Pommern sikres København for kongen, som nu tager
fast ophold på borgen. Kendskabet til bygningerne grunder sig især på et sæt op
målinger fra 17 0 7 ; med udgangspunkt i disse udførlige tegninger samt forskellige
skriftlige kilder fører Gamrath os rundt i de mange fløje. Navnlig får vi en fyldig
beskrivelse af forholdene på Christian I I I ’s tid, hvor der i øvrigt foregik omfat
tende byggearbejder. Fløje fordobledes ved udrykning i voldgraven, og etager
føjedes til. Slottet fik nu den skikkelse, vi kender fra flere prospekter, bl.a. hos
Braunius, hvor slottet klart fremstilles som dominansen i byens profil. Samtidig
var borgen forvandlet til civil fyrstebolig uden fortifikatorisk betydning. Med
Christian IV ’s tiltræden skete der store ændringer omkring slottet, idet det enorme
arsenal opførtes mod sydøst. Også i den følgende tid grupperede en række vigtige
bygninger sig omkring slottet, således Frederik I I I ’s Kunstkammer- og Biblioteks
bygning, der understregede længdeaksen, Tøjhusgade, som skulle blive bestem
mende for de kommende slotsanlæg. Da Christian V ’s forskellige slotsprojekter
først behandles i et følgende kapitel, runder Gamrath af med Frederik I V ’s om
bygning af Københavns Slot. Det uregelmæssige kompleks var ikke tidssvarende
for den enevældige fyrste, som igennem to ombygningsfaser skabte en nogenlunde
regulariseret residens med flugtende vinduer, gesimser og tage. Gamrath har
foretaget grundige arkivstudier, der har bragt adskilligt nyt stof for dagen, ikke
mindst om den indre udsmykning. På grundlag heraf søger forfatteren at rehabi
litere Frederik IV som bygherre.
Med Hakon Lunds skildring af Christian V ’s slotsprojekter sker et brud på
værkets kronologiske disposition, idet disse omtales
efter
sønnen Frederik IV ’s
just nævnte ombygninger. Dette er dog ganske rimeligt, idet slotsplanerne fra
Christian V ’s tid må betragtes som nødvendige forudsætninger for det af sønne
sønnen, Christian V I iværksatte byggeri. Enevælden skabte som bekendt en række
nye embeder, heriblandt generalbygmesterens. Lambert van Haven var den første,
12