174 / 205
1 7 2
OVERSIGTER OG ANMELDELSER
ren gør også opmærksom på, at Holberg en kort tid virkede som direktør. Det
er derimod ikke rigtigt, som kildehenvisningerne hævder, at han efter forgodt
befindende uddelte dusører og forbigik Londemann. Regnskabsbilaget fra 1752,
der nu findes i Teatermuseet, viser at Holberg gav aktricen U tilia Lenkiewitz
og skuespillerne Clementin og Hortulan et tillæg til gagen. Grunden var den,
at de led under et lønefterslæb i forhold til de skuespillere, der som Als, Rose
og Londemann havde været i den danske trup fra starten. De senere tilkomne
havde været i Julius Heinrich von Quotens trup på teatret i Store Kongens
gade. Her havde de spillet både på tysk og dansk på det privilegium, der oprin
deligt gjaldt til teatret i Lille Grønnegade. Der er intet mærkeligt i, at Holberg
gav dem gagetillæg. De udførte sammen med de andre hovedrollerne i hans ko
medier. Men først året efter Holbergs død kom den fremragende Clementin op i
løn som »Acteur i iste Classe«.
Ved et minutiøst arbejde med plakater, hvor en række er bevaret, fordi de
blev brugt som klatpapir i centraladministrationen, og ved hjælp af billetskemaer
lykkes det forfatteren at bevise, hvor langt mere indviklet teatrets bygnings
historie er, end man hidtil har antaget. 1756 er antallet af tilskuerpladser for
doblet i hver loge. Nu kunne teatret rumme 782 tilskuere foruden de kongelige,
hvor man i starten kun havde plads til 588. Man aner det evindelige ønske om
bedre økonomi. 1769 nåede man op på 930 pladser. Med denne bog har vi nu
et langt sikrere grundlag for beregningen af antallet og placeringen af publikum
i salen, og man går gerne på rundgang i teatret med forfatteren som cicerone.
Der kan ikke herske tvivl om, at Harald Langberg har ret i sin nytolkning af
Peter Cramers scenebillede af »Caliste« 1765. Det er af mindre betydning, at han
mærkeligt nok konsekvent kalder stykket »Celiste«. De to »brudte søjler«, der
indrammer scenen kan umuligt, som Torben Krogh antog, være prosceniet. De
fungerer derimod som prosceniumskulisser og er sandsynligvis malet af Jacopo
Fabris. Det er et spørgsmål, om vi ikke her har forklaringen på reduktionen af
kulissefagene. De to første fag var måske blevet til faste prosceniumskulisser?
Ved ombygningen 1773-74 bestod en af Harsdorffs væsentligste sceneforbedringer
i at gøre prosceniet tilstrækkeligt dybt.
Den bevarede plan af skuepladsen på Kongens Nytorv, der nu findes på By
museet, som tidligere forskere mente belyste Eigtveds teater, henfører forfatteren
til Harsdorffs tegnestue. Han påviser, at det er en arbejdstegning, der fortæller
mest om Sartis teater, som det så ud under italienerens »entreprise« af skueplad
sen fra 1770. Eigtveds tilskuerrum var på dette tidspunkt meget ombygget og
allerede før den gennemgribende fornyelse 1773-74 bar teatret præg af den ny
stil under C. F. Harsdorffs ledelse.
V i skylder Harald Langberg tak ikke alene for hans sporsans og studier i ar
kiver, biblioteker og museer; men også for den varme begejstring som kunst
historikeren formidler til læseren, når han f.eks. sætter Eigtveds første projekt
til Komediehuset på Kongens Nytorv ind i den rette sammenhæng. For studiet
af det danske teaters arkitektur i det 18. årh. vil hans bog være et hovedværk.
Klaus Neiiendam.