169 / 205
OVERSIGTER OG ANMELDELSER
1 6 7
vil huske længe, længst maske den lille notits om den unge pige, som præsten
ikke ville konfirmere, fordi hun var blevet gravid (for gud kan ikke lide små
børn, der er avlet i synd).
Noget helt for sig selv er
Charles Haugbøll: Vores postbud. Københavnske
postbude fortæller. M ed forord af formanden for Københavns Postbudeforening
Poul Frederiksen. Billedstof og tekst samlet og redigeret af Robert Klestrup. U d
givet af Københavns Postbudeforening i anledning af dens
75
års beståen den
6. ju li 1973. (Strubes forlag), 2 19 s., ill., kr. 68,30 incl. moms.
Som det fremgår
af titlen har mange været impliceret, og det ses af kolofonen at endnu én er
kommet til, idet Charles Haugbøll døde under udarbejdelsen, hvorefter en anden
har måttet give en hånd med i det afsluttende arbejde. Den hånd kunne godt
have været lidt mere fast overfor stave- og trykfejl. Bogen er pragtfuldt illustre
ret. Røde postbude, blå postmestre og anden farvepragt breder sig over dens si
der og er lige ved at tage glansen fra de mange beretninger fra de gamle post
folk, som mere eller mindre rutineret fortæller om muntre eller ubehagelige op
levelser. Gamle er de forresten ikke allesammen. Københavns første tre kvinde
lige postbude får også ordet, og deres ansættelse går ikke længere tilbage end
1972.
Lad os slutte med den mest forrygende af dem alle,
Rosa Cederholm : Rosamin.
En pige af folket fortæller. Udgivet af Poul Strømstad. Gyldendal 1975. 138 s.,
ill., kr. 38,30 incl. moms.
Rosa eller Rosamin blev født på Nørrebro i i88o’erne
i et arbejderhjem. Faderen døde tidligt, og familien småsultede. Efter konfirma
tionen kom hun i tjeneste på landet, hvor hun bl.a. oplevede from smålighed.
Derefter gik turen tilbage til København, hvor hun efter nogen tids forløb blev
tjenestepige og opvartningsjomfru i et værtshus på Vesterbro. Det var et hårdt
milieu, uhyre farligt for en køn ung pige. Men Rosa klarede sig takket være sin
begavelse og sunde fornuft og måske ikke mindst ved sin evne til at tage et
mægtigt grin over det hele. Og hun kan beskrive det hun oplevede. En dag har
fruen i huset damefremmede, en halv snes slagter- og værtshuskoner, »og nu hvor
de havde sat sig til bords lignede deres bagdele små sofaer«. Hendes oplevelser
skal ikke refereres her; det skal bare lige nævnes, at bortset fra lidt hjertesorg
i anledning af at en flot fyr svigtede hende, klarede hun alle skær. Hun standser
sin beretning ved tyveårsalderen. Læseren ville gerne have fulgt hendes skæbne
videre frem, men resten mener hun åbenbart tilhører privatlivet. Hun døde 1973
og opnåede altså desværre ikke at se sine erindringer på tryk.
Sigurd Jensen.