172 / 205
1 7 0
OVERSIGTER OG ANMELDELSER
dem med nogle tusinde rigsdaler til opførelsen, kan man nok stille spørgsmål
ved berettigelsen af titlen på denne bog: Kongens Teater. Moltke gennemførte
byggeplanerne med et lån fra byens brandforsikringskasse, og efter en kort direk
tionstid blev teatret i tyve år, 1750-70, lagt direkte under byens styre, Køben
havns magistrat. Allerede i midten af det 18. årh. ville staten med andre ord
gerne have et teater; men når det kom til betalingen for, hvad det kostede, kneb
det. Plakaterne skrev ganske vist: »Paa den kongelig Danske Skue-Plads etc.«,
men derved forstod man med merkantilismens centralisering og monopolisering:
det kgl. privilegerede danske teater. Kongen medtog på sin rejse i Norge 1749
ikke skuespillerne fra Den danske Skueplads på Kongens Nytorv, men de franske
aktører fra teatret i Nørregade. Et egentligt statsdrevet teater, som la Comédie
Française var blevet allerede 1680, fik Danmark først efter Struensees fald. »Den
Bestandige Direktion« nedsattes først d. 1. nov. 1772 under overfiofmarskallens
ledelse.
Som den fortrinlige arkitekturhistoriker Harald Langberg er, fremhæver han
Niels Eigtveds indsats og påviser, at han var fagmand også i teaterbyggeri. Ikke
alene hos hans lærer i Dresden, Carl Friedrich Poppelmann, havde han studeret
teater, men forfatteren fremhæver også Eigtveds kendskab til datidens genialeste
teaterarkitekt og scenograf Filippo Juvara.
På Teatermuseet har Harald Langberg fundet Eigtveds oprindelige udkast til
teatret på Kongens Nytorv, og han deducerer sig til dateringen d. 13. april 1748.
Planen, der er signeret, er mesterligt gennemarbejdet med italienske logeteatre
som mønster. Forfatteren nævner ikke, at med dette forbillede var publikums
pladser på scenen, som teatret i Lille Grønnegade havde haft, udelukkede. På
la Comédie Française fortsatte man med publikum på scenen helt til 1759. Han
påpeger derimod sammenhængen mellem Eigtveds projekt og G. P. Gasparis
teater fra 1743 i Erlangen og påviser lighedspunkter med Carl Friedrich Pôppel-
manns opera i Warszawa fra 1747-48. Niels Eigtveds første plan var klart beregnet
på et komediehus, selv kalder han det udtrykkeligt: »Commedien-Gebaude«. Rent
scenisk havde det fire kulissefag med kun to kulissevogne i hvert fag. Med andre
ord havde han kun planer om at skifte dekoration en gang for åbent tæppe.
På Charlottenborg havde venezianeren Jacopo Fabris indrettet en lille scene
til den italienske operatrup, der under Pietro Mingottis ledelse åbnede teatret
på dronning Louises fødselsdag d. 18. dec. 1747. Forfatteren antager, sandsyn
ligvis med rette, at hoffets begejstring for italienerne i den grad har gjort sig
gældende, at Eigtveds oprindelige plan måtte omarbejdes. Nu skulle den nye
skueplads rumme både den danske komedie og italiensk opera. Resultatet blev,
at scenen, som det i store træk endnu kan ses på Hofteatret ved Christiansborg,
fik en forscene og en slags bagscene til det dybe perspektiv. Der var oprindeligt
en stor åbning indtil bagscenen, som kaldtes salen, mens bagscenens sider blev
anvendt til påklædningsværelser. Kongelogen blev efter italienske forbilleder an
bragt midt for sceneperspektivet og var i begyndelsen, ligesom i operaen på Char
lottenborg, kun lidt hævet over tilskuersalens gulv.
Forfatteren er nok noget for begejstret for Fr. V.s personlige teaterinteresse.