168 / 205
Nogle selvbiografier
Forlag og forfattere er endnu ikke rigtig kommet i vane med at sende deres bøger
til anmeldelse i Historiske Meddelelser om København. Det er en ærlig sag, men
årbogen må da selv i mange tilfælde snuse sig frem til, hvad der er udkommet
af interesse for det publikum, der ønsker at læse om gamle dages København.
At udvalget derved kan blive lidt tilfældigt, siger sig selv. Men nedennævnte
bøger er det i al fald værd at stifte bekendtskab med for folk, der interesserer sig
for levnedsskildringer.
I
Godfred Hartmann: Sig nu pænt goddag. Erindringer fra tyvernes Køben
havn K . Gyldendal 1974, 166 s., ill., kr. 58,00 (indb. 73,00) incl. moms,
færdes
vi i den højere middelklasse, og selv om overlægesønnen Godfred nu og da kaster
et let misundeligt sideblik til mere velstående kammerater, har han dog haft en
nem og behagelig barndom med mulighed for at gå i en af byens mest celebre
privatskoler, medens der i fritiden var chance for danseskole, skøjteløbning o.lign.
Hartmann er mester i at gøre en kronik bygget over et i sig selv spinkelt ople
velses- og erindringsstof til en helstøbt og læseværdig artikel. Anvendt i en større
bog rummer hans teknik visse faremomenter, som her og der gør fremstillingen
noget vidtløftig, men mange steder nyder man stilens blanding af sløret vemod
og tilbagetrængt kådhed. Først og fremmest rummer bogen dog en række enkelt
heder og iagttagelser, som fremtidige kulturhistorikere vil vide at sætte pris på,
f.eks. skildringen af livet i Krebs’ Skole, en institution, som trods sin lidenhed har
spillet en ikke helt ringe rolle i byens liv.
Constance Johansen: Derhjemme i gaden. Hans Reitzel 1974. 12 3 s., ill., kr.
42,50 incl. moms,
fører os ind i en helt anden verden. Her er vi blandt fattig
folk på Vesterbro. Dog ikke pjalteproletariat. Der er tale om pæne mennesker,
der prøver at klare sig så godt som de givne forhold tillader. Men svært var det.
»Børn var ikke begejstrede for at gå i gården om aftenen, ned til musene og
rotterne, og gårdtoiletterne var også så uhumske, at man dårligt kunne lade børn
bruge dem, om det så var ved højlys dag. Derfor havde de fleste også en latrin
spand oppe i lejligheden. Den stod som regel inde under vasken i køkkenet sam
men med skraldespanden. Der var ingen, der ville indrømme, at de havde sådan
en spand, så når den skulle tømmes, skete det altid i nattens mulm og mørke«.
Viktorianisme på Vesterbro! De samme bestræbelser for at få det bedst mulige
ud af en vanskelig situation møder man atter og atter. Børnene, der ikke kunne
komme på skov- eller badetur i sommerferien, tog brusebad, når vandvognen
kørte gennem gaden, og drog i Frederiksberg have med madpakke, en sodavands
flaske med mælk og en femøre til at soide for, og når konfirmationen nærmede
sig, sattes alt ind på at skaffe penge til en passende fest. Men sygdom kunne
vælte alle planer og tilintetgøre alle bestræbelser. Det var en hård tilværelse,
der berettes om, og det gøres i en form, der er kontant og ligetil. En bog, man