173 / 205
OVERSIGTER OG ANMELDELSER
17 1
Italiensk opera kedede notorisk kongen. Forestillingerne måtte endelig ikke vare
for længe. Middagen ventede. Den korte revyprægede »Merlin Dragon« med sin
tappenstreg, hvor han kunne nyde de danske skuespillerinder, var langt mere hans
smag (jfr. Torben Krogh: »Ældre dansk Teatermusik« i Musikhistorisk Arkiv
1 9 31 s. 6af). Derimod er dronning Louises begejstring for teatret hævet over
enhver tvivl. Det var helt naturligt, at Eigtveds skueplads åbnede på hendes
fødselsdag d. 18. dec. 1748.
Med udgangspunkt i kobberstikkene i Thuras: »Hafnia Hodierna« (1749)
analyserer forfatteren forbilledligt det teater, Eigtved gennemførte opførelsen af
på kun et halvt år. Med sin arkitektoniske viden fra det polsk-sachsiske hof og
med sit kendskab til fransk byggestil skabte Niels Eigtved en bygning, der måske
snarere lignede et palæ; men det opfyldte helt datidens krav til et teater.
E t af de store teaterhistoriske problemer gælder teatermaskineriet på Eigtveds
skueplads. Håndværksmestrene, der 1748 vurderer bygningen til brandforsikrin
gen, fortæller, at der »igennem gulvet står 18 stykker karrer, som løber på trisser,
og maskinerne bliver ansat til«. Da senere inventarer gerne angiver seks side
kulisser til en dekoration, antager forfatteren meget naturligt, at teatret havde
tre kulissefag med tre kulissevogne i hvert fag. Nogen sandsynlig løsning er det
ikke. Hverken Eigtveds oprindelige projekt fra 1748, eller den senere plan nu på
Bymuseet viser, at teatret havde mere end to kulissevogne i hvert fag. Heller
ikke C. F. Harsdorffs modernisering og ombygning havde mere end fire fag med
to kulissevogne i hver. Først så sent som 1826 får Det kgl. Teater tre kulisse
vogne i hvert fag. Forklaringen må snarere ligge et andet sted. M it forslag er,
som det fremgår af de bevarede tegninger til Eigtveds skueplads: fire fag med
kun to kulissevogne i hvert fag. Men dertil må så regnes to kulissevogne til bag
tæpperne. De angives på Eigtveds projekt fra 1748, og som de italienske inter-
scenier deltes de på midten og gled ud til siderne. I England var de fra Inigo
Jones’ tid kendte som »backshutters«. A f dekorationsinventarerne fremgår, at
Fabris i sine italienske operadekorationer udnyttede det dybe perspektiv, der med
plastiske sætstykker strakte sig helt ind på »Sahlen« d.v.s. bagscenen. Senere,
mellem 1750 og 17 5 1, beretter Christoffer Ørsted, der fungerede som teatermester,
at det store spil (sandsynligvis en tromlevalse) i scenekælderen »driver 12 ma
skiner«. Forfatteren fortæller, at det sikkert vil sige, at man havde reduceret
kulissernes antal til tre fag på hver side med to kulissevogne i hvert fag.
Flarald Langberg har yderligere i Teatermuseets arkiv fundet Niels Eigtveds
tegning til den tilbygning til Komediehuset, der fra 1749 skulle rumme den ita
lienske operas dekorationer. Magasinbygningen er et eksempel på Eigtveds me
sterskab og gode situationsfornemmelse. Levende er skildringen af, hvordan Eigt
ved har arbejdet med sin passer for at klare den stærkt bundne opgave.
Holberg har nok haft mere med teatret at gøre, end han selv lader ane i det
såkaldte »tordenbrev« af 17. maj 1753, som Overskou har overladt os. Han vir
kede som en slags censor for skuepladsen og »dømme om deres Capacitet, som
antages til at agere«. Spredte erindringer lader os skimte ham ved iscenesættelsen
af sine egne komedier, hvor han henviser skuespillerne til naturstudier. Forfatte