Previous Page  115 / 405 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 115 / 405 Next Page
Page Background

100

STATSGA RAN TERED E FO RSØ RG ELSES-A N STA LTER FØR

1842

\

Dette fandt derimod Sted i de af

F i n l a i s o n

paa den engelske Regjerings

Initiativ udarbejdede Mortalitetslister, der støttede sig paa Erfaringer i det store

Antal Forsikringsselskaber i England.

Da disse Lister vare benyttede af den

engelske Regjering ved en lignende Forsørgelses-Anstalt som den her paa­

tænkte, ansaa Komiteen det rettest at lægge dem til Grund for begge An­

stalters Tarifer. Og skjønt Dødelighedsforholdene i England ikke afvige synderlig

fra vore, foreslog den yderligere, at der hvert femte Aar skulde anstilles en

Revision af Listerne.

Hvad Rentefoden angik, mente man i Modsætning til fremmede Selskaber,

der opstillede 3 % , at dette var for lavt, da saavel den lovbestemte som den

almindelige Rentefod var 4 % , hvad ogsaa var lagt til Grund ved Enkekassen.

Da imidlertid ikke alle indkomne Midler strax og stadig kunde forventes an­

bragte til 4 % , og Indskudstarifen ikke strax kunde forandres ved den mindste

Synken af Rentefoden, fraveg Komiteen

M e y e r s

Forslag om

4 %

og valgte

en Mellemvej, idet 3'/2% blev lagt til Grund for Tarifernes Beregning. Som

Numerarie antoges Rigsbankpenge Sølvmønt, beregnet til 18 '/2 Rdl. for hver

Mark fin Cøllnsk.

Da alle Sandsynlighedsberegninger over Levetiden maa baseres paa, at

Deltagerne ere i sædvanlig god Sundhedstilstand, havde Komiteen raadført sig

med Sundhedskollegiet og henvist til de ved Gotha-Anstalten givne Be­

stemmelser, hvori der foruden den sædvanlige Sundhedsattest^endnu krævedes

en nøje Beskrivelse af Vedkommendes hele legemlige Tilstand, udfærdiget af

Huslægen, og skjønt Kollegiet, der i det hele fandt hine Regler tilfredsstillende,

havde forment, at den nævnte Beskrivelse vilde være overflødig, havde Komi­

teen dog, da Erfaringerne i Gotha-Anstalten pegede i modsat Retning, ikke

troet at burde unddrage Anstalterne den derved erhvervede yderligere

Betryggelse.

Efter disse for begge Anstalter fælles Bemærkninger omtaltes dernæst

i Betænkningen enkelte Bestemmelser i Planerne hver for sig.

LIVRENTE- OG FORSØRGELSES-ANSTALTEN burde altsaa have

Statsgaranti.

Om end det nærmeste og egentlige Motiv for Staten til at yde

et saadant var Hensynet til Embedsmændenes og Betjentenes Tarv, ansaas det

for betænkeligt at indskrænke Virksomheden til disse alene, dels fordi de

øvrige Indvaanere da ligesom hidtil maatte ty til Anstalterne i Udlandet, dels

fordi Risikoen formindskedes, jo større Deltagernes Antal blev. Af sidstnævnte

Grund burde ogsaa Adgangen staa aaben, ikke blot for Indvaanerne i Danmark

og Hertugdømmerne, men desuden i de Lande, hvis Mortalitetsforhold ej vare