100
STATSGA RAN TERED E FO RSØ RG ELSES-A N STA LTER FØR
1842
\
Dette fandt derimod Sted i de af
F i n l a i s o n
paa den engelske Regjerings
Initiativ udarbejdede Mortalitetslister, der støttede sig paa Erfaringer i det store
Antal Forsikringsselskaber i England.
Da disse Lister vare benyttede af den
engelske Regjering ved en lignende Forsørgelses-Anstalt som den her paa
tænkte, ansaa Komiteen det rettest at lægge dem til Grund for begge An
stalters Tarifer. Og skjønt Dødelighedsforholdene i England ikke afvige synderlig
fra vore, foreslog den yderligere, at der hvert femte Aar skulde anstilles en
Revision af Listerne.
Hvad Rentefoden angik, mente man i Modsætning til fremmede Selskaber,
der opstillede 3 % , at dette var for lavt, da saavel den lovbestemte som den
almindelige Rentefod var 4 % , hvad ogsaa var lagt til Grund ved Enkekassen.
Da imidlertid ikke alle indkomne Midler strax og stadig kunde forventes an
bragte til 4 % , og Indskudstarifen ikke strax kunde forandres ved den mindste
Synken af Rentefoden, fraveg Komiteen
M e y e r s
Forslag om
4 %
og valgte
en Mellemvej, idet 3'/2% blev lagt til Grund for Tarifernes Beregning. Som
Numerarie antoges Rigsbankpenge Sølvmønt, beregnet til 18 '/2 Rdl. for hver
Mark fin Cøllnsk.
Da alle Sandsynlighedsberegninger over Levetiden maa baseres paa, at
Deltagerne ere i sædvanlig god Sundhedstilstand, havde Komiteen raadført sig
med Sundhedskollegiet og henvist til de ved Gotha-Anstalten givne Be
stemmelser, hvori der foruden den sædvanlige Sundhedsattest^endnu krævedes
en nøje Beskrivelse af Vedkommendes hele legemlige Tilstand, udfærdiget af
Huslægen, og skjønt Kollegiet, der i det hele fandt hine Regler tilfredsstillende,
havde forment, at den nævnte Beskrivelse vilde være overflødig, havde Komi
teen dog, da Erfaringerne i Gotha-Anstalten pegede i modsat Retning, ikke
troet at burde unddrage Anstalterne den derved erhvervede yderligere
Betryggelse.
Efter disse for begge Anstalter fælles Bemærkninger omtaltes dernæst
i Betænkningen enkelte Bestemmelser i Planerne hver for sig.
LIVRENTE- OG FORSØRGELSES-ANSTALTEN burde altsaa have
Statsgaranti.
Om end det nærmeste og egentlige Motiv for Staten til at yde
et saadant var Hensynet til Embedsmændenes og Betjentenes Tarv, ansaas det
for betænkeligt at indskrænke Virksomheden til disse alene, dels fordi de
øvrige Indvaanere da ligesom hidtil maatte ty til Anstalterne i Udlandet, dels
fordi Risikoen formindskedes, jo større Deltagernes Antal blev. Af sidstnævnte
Grund burde ogsaa Adgangen staa aaben, ikke blot for Indvaanerne i Danmark
og Hertugdømmerne, men desuden i de Lande, hvis Mortalitetsforhold ej vare




