117 / 405
102
STATSGARANTEREDE FORSØRGELSES-ANSTALTER FØR
1842
en saadan Sikkerhed ikke haves, og det vilde medføre for stor Risiko at lade
Vedkommende udstede Obligation for Indskudssummen som et Laan fra
Kassen, selv om der gaves særligt Pant.
Derimod vilde Interessenternes Tarv og Anstaltens Sikkerhed kunne
forenes ved, at opsatte Livrenter og Overlevelsesrenter afgjordes ved Præmie
betaling, livsvarig eller i et vist Antal Aar, naar Forsikringens Gyldighed
gjordes afhængig af, at Præmien erlagdes i rette Tid. At der ved Beregningen
af Præmierne ogsaa skaffedes Anstalterne Sikkerhed for den Risiko, at Døden
indtraf, før de stipulerede Præmier vare betalte, var en Selvfølge. Men for at
Forsømmelse i Præmiebetalingen ikke skulde paadrage den Forsørgede værre
Følger, end Anstalternes Sikkerhed udkrævede, vilde der, naar saadant indtraf,
blive Vedkommende tilgodeskrevet en nedsat Forsørgelse i Forhold til de
virkelig afgjorte Præmier.
Med Betænkningen indsendtes en sammenlignende Oversigt over den
paatænkte Anstalts og andre lignende Selskabers Tarifer, hvoraf ses, at Indskudene
— paa Grund af den højere Rentefod — ere noget billigere end i de uden
landske Selskaber, men paa den anden Side ikke lidt dyrere end Enkekassens.
Dette kom af, at efter
F i n l a i s o n s
Tavler leve Kvinder i Gjennemsnit
4
Aar
længere end Mænd af samme Alder, hvorhos den antagne lavere Rentefod end
Enkekassens (3
7
2% mod 4 % ) havde fordyret Prisen; men dette sidste op
vejedes formentlig ved, at Dødeligheden efter
S u s s m i l c h - b a u m a n n
er
større end ifølge
F i n l a i s o n .
Komiteen ansaa det dog ej tilraadeligt at sætte Indskudspriserne lavere,
dels paa Grund af den betydelige Lettelse, der tilbødes Interessenterne ved
Præmiebetalingen, dels fordi den ved
3 7 2 % Rentefoden forventede Fordel
paa Renten var nødvendig til at dække Administrations-Omkostningerne.
Yderligere maatte det ej glemmes, at Forsørgelser for Kvinder ikke som i
Enkekassen bortfaldt, naar og saalænge vedkommende Kvinde var gift. Og
endelig havde Opgjørelsen i
1836 vist, at Enkekassens Tarif snarere var for
lav end for høj, hvilket sidste havde været en temmelig almindelig Anskuelse,
og at Status udviste en ret betydelig Underbalance. Og om end denne tildels
skyldtes tilfældige Tidsomstændigheder, der ikke med Rimelighed kunde an
tages at ville gjentage sig, blev det dog klart, at de engang bestemte Indskud
til Enkekassen ej alene ingenlunde kunde nedsættes, men endog ingen Garanti
gav for, at Kassen ved indtrædende uberegnelige Omstændigheder ikke i
Fremtiden kunde komme til at behøve Tilskud fra Staten.