92 / 405
Tilladelse fra Departementet for de udenlandske Sager') en officiel Erklæring
om, at
»ligesom a f den almindelige Enkekasse godtgiøres Zahlkassen i Kiøbenhavn
alt hvad, sum af de Kongl. Kasser i Norge er udbetalt i Pensioner fo r denne
Kasses Regning indtil
1813
Aais Udgang . . . ., saa ville og de
1
Norge nu værende
Enkei, som ete berettigede til Pension af den almindelige Enkekasse fremdeles
fra
. ..
1814
Aars Begyndelse uvægerligen erholde samme paa Kassens Kasserer-
Comptoir i Kiøbenhavn udbetalt
... .«
Da imidlertid forhandlingerne mellem de udnævnte Kommissarier paa-
begyndtes, gjordes der fra norsk Side gjældende, at den almindelige Enkekasse
i Lighed med andre fælles Fonds burde inddrages under Opgjørelsen og en
eventuel Deling foretages.
Hvorvel de danske Kommissarier,
M
a l l i n g
,
P
l o v e n
og
A
l b e r g
,
nærmest vare stemte herimod, udbad de sig dog for
det Tilfældes Skyld, at man maatte give efter paa dette Punkt, Oplysninger
af Enkekassen om Beløbet af dennes Pensioner, henholdsvis til norske og
danske Interessenter, et Aar før Rigernes Adskillelse, samt Direktionens Be
tænkning om, hvorledes en saadan Adskillelse paa nemmeste Maade, men dog
til fælles Betryggelse kunde iværksættes.
Direktionen indgik i den Anledning til Kongen med en Forestilling,
hvori den næst at udtale, at Pensionerne til Norge udgjorde omtrent '/5 af det
samlede Beløb, hævdede »
at et Enkekasse Institut er, efter sin Natur, uop
løseligt, eller at det i det mindste ikke lovligen kan opløses, uden med enhver enkelt
Interessents særskildte og frivillige Samtykke. Antog man det modsatte, saa kunde
det ikke feile, at jo mange ved forandrede Omstændigheder og Udsigter vilde finde
Fordeel ved at udtræde a f Forbindelsen; og naar Interessenterne skulde have Ret
til efter Behag at udgaae, saa synes det Institutet ogsaa paa sin Side maatte
have Ret til at udsige Interessenterne, naar der ved dem var et forestaaende Tab
at befrygte. Men under saadanne Betingelser lader sig naturligviis ingen Enkekasse
eller Forsørgelses-Institut tænke
.«
Direktionen formente derfor, at havde de norske Interessenter ikke en
saadan Ret til at forlade Forbindelsen og fordre Fondens Deling, kunde den
norske Regjering ikke tiltage sig samme, og det antoges tillige, at Kieler-
Traktaten ikke hjemlede en slig Fordring, men at det udelukkende maatte
bero paa Kongen som Kassens Garant, om en saadan Forandring i Kassens
Grundforfatning kunde bevilges eller ikke.
Hvis imidlertid en Deling blev nødvendig, antog Direktionen, at den
skadelige Indflydelse paa Kassens Balance, som en vilkaarlig Afgang af et
') Se dettes Skrivelse af 3 Januar 1815.
TREDJE AFSNIT: I 8 I2— I 842
^