93 / 405
8
o
STATSGARANTEREDE FORSØRGELSES-ANSTALTER FØR 1842
betydeligt Antal Interessenter sandsynligvis vilde medføre, — hvorfor Ad
skillelsen ikke kunde være ønskelig for nogen af Parterne — , kunde opvejes
ved, at Kassens Risiko for de i Norge udestaaende Kapitaler bortfaldt, da
disse burde likvideres i de Fonds, der maatte afgives, endvidere ved at den
Usikkerhed hævedes, hvori man altid vilde være om Paalideligheden af de
Attester, som frembringes ved Pensionernes Aflfordring, samt endelig ved, at
Mortaliteten for Enkerne i Norge havde vist sig mindre end efter de Stiss-
milch-Baumannske Tabeller, der vare lagte til Grund for Enkekassen.
Som Betingelser for Kassens Deling foresloges følgende:
»1.
at der til de ved Opgiørelsen beviisligen bestaaende Ægtepar, maatte udloddes
en saadan Sum, som efter den antagne Indskudstarif, vilde udfordres til at
forskaffe dem efter deres nuværende A lder, den Pension de her ved Kassen
have forsikret sig, fo r deres Hustruer.
2. at der efter de Siissmilch-Baumannske Mortalitets Tabeller og Rentefoden 4 p. C.,
som ligge til Grund fo r Institutets Indskuds Tarif, maae beregnes, hvilken Sum
udfordres til at forskaffe de ved Opgiørelsen i Live værende Enker, efter deres
Alder, en Livrente lige med deres Pension,
p i den Sum, som disse 2de Poster vil udgiøre, og som Enkekassen har at til
svare, vil blive at liqvidere som god Betaling saavel Kassens hypothecariske
Fordringer i Norge, som hvad de norske Interessenten til den endnu ere
skyldige paa deres Indskudde med Renter.«
Derimod formentes der ikke at kunne gjøres Krav paa Deling af Ad
ministrationsfonden, da Udtrædelsen af de Norske skete frivillig, og Administra
tionsudgifterne ved Kassen vilde vedblive at være de samme som før Delingen.
I Henhold til denne Indstilling resolverede Kongen i Begyndelsen af
Aaret 1815, at Enkekasse-Direktionen kunde meddele Kommissarierne de for
langte Oplysninger og paa de foreslaaede Betingelser indlade sig i en Under
handling med samme om Kassens Deling, hvis denne ikke skulde være at
afvente.
Imod Kieler-Traktatens Bud trak imidlertid Sverige Tiden ud med
Forhandlingerne, og først da der fra den evropæiske Fyrstekongres i Aachen
paa Danmarks Opfordring lagdes et Tryk paa den svenske Regjering, fremmedes
Opgjørelsen hurtigt, hvortil ogsaa bidrog, at den dygtige Statssekretær P. C.
H
o l s t
i Aaret 1817 afløste de tidligere svensk-norske Kommissarier. Uheldigvis
for Danmark henlagdes den endelige Afgjørelse under den danske Gesandt i
Stokholm
K
r a b b e
,
og
H
o l s t
opnaaede derved i Stokholmer Konventionen
af 1 September 1819 en for os ugunstigere Overenskomst, end sikkert vilde