95 / 405
8 2
STATSGARANTEREDE FORSØRGELSES-ANSTALTER FØR 1 842
under Forudsætning af, at de manglende Oplysninger fra Norge ikke forinden
kunde skaffes tilveje.
Under de paa denne Basis indledede Forhandlinger opnaaede Holst
ved, endog mod sin Regjerings Ønske, af Kassens Formue at forlange en Del
af de danske private Obligationer for Norge i Stedet for udelukkende norske
Pantefordringer, der vare de mindst sikre, at man for at undgaa sligt tilstod
Norge en betydelig Sum for det mulige Tab, den norske Enkekasse ved denne
Fordeling kunde lide1).
Ved Opgjørelses-Akten af 20 April 1820 fastsattes da for Enkekassens
Vedkommende, at naar der af Kassens Fonds den 31 December 1813, der ved
den endelige Opgjørelse udviste 5633061 Rbd., blev udbetalt Norge i Stats
papirer og norske private Fordringer ialt 1 303 927 Rbd., skulde dette Land
fra 1 Juli 1820 overtage Udbetalingen for den Del af Kassens Interessenter,
som opholdt sig i Norge, og da disse Udtællinger kort efter havde fundet
Sted, kundgjordes den nye Ordning ved Plakat af 14 November s. A .2).
Imidlertid blev der ifølge Opgjørelses-Akten og i Henhold til kgl. Be
villing af 7 Juli 1820 af Enkekassens Direktion udstedt et Proklama »
sub
poena praeclusi et perpetui silentii
« til samtlige Interessenter, hvis Policer vare
ældre end 1 Januar 1814, om inden Aar og Dag at bevisliggjøre deres ak
tuelle eller eventuelle Krav paa Kassen, og nogen Tid efter udnævntes nye
Kommissarier til at foretage den endelige Deling, paa svensk-norsk Side Pro
fessor
K
e y s e r
,
paa dansk Side Justitsraad
W
e x e l s e n
,
Etatsraad
M
e y e r
,
Direktører i Enkekassen, samt dennes Bogholder
S
c h r a m
’ ).
>)
Holst meddeler a. V. p.
107,
at
»den Dag, da dette Anliggende endelig skulde afgjøres, frem
tog Etatsraad Alberg, efterat det omsider efter forskjellige Discussioner var vedtaget, at en Godtgjø-
relse i ovennævnte Anledning skulde finde Sted, et Papir, hvornaa den Sum var noteret, som man
vilde tilstaa; da jeg imidlertid erklærede, at jeg fandt denne altfor ubetydelig, fremtog han en anden,
hvorpaa et meget større Beløb var anført. Men da jeg ogsaa fandt denne uantagelig, fremtog han en
tredie, som jeg, da han med sit ærlige Ansigt forklarede, at nu kunde han ikke gaa videre, og at
dette forsaavidt var deres Ultimatum, troede at burde antage.«
2)
Ved Stokholmer-Konventionen og Opgjørelses-Akten opnaaede Holst tillige, ikke blot at der
sikredes norske Interessenter vedblivende Ret til at nyde Pensioner af Livrentesocieteterne af
1747
og 1757, den almindelige Pensionskasse, Forsørgelses Anstalten og Tontinerne af
1775, 1792
og
1800,
men tillige, at Norge erholdt en Sum af
2 8 0 0 0
Rbd. som Anpart i det Overskud, der, ved
Interessenternes Bortdøen for enkelte af disse Institutioners Vedkommende, skulde tilfalde den
danske Statskasse. — Intet Under derfor, at Holst i høje Toner komplimenteredes fra norsk Side
for de gode Resultater af Opgjørelsen.
Saaledes skriver Grev Wedel-Jarlsberg til ham:
»/
Dan
mark bliver man sikkert misfornøjet med Opgjørelsens hele Gang
—
og har-sandeligen Aarsag dertil,
thi Bankens Fordringer og nogle andre Poster, som vi have erholdt, ere dog ganske urimelige! !! Det
synes skrevet i Skjæbnens Bog, at D jf skal komme til kort i alle Underhandlinger«,
og Statsraad
Motzfeld siger:
»Især har De i Henseende til Enke-Kassen gjort et godt Vurf
«,
se Holst a. V.
3
)
Kgl. Fuldmagt af
24
November
¡821
og
14
Januar
1822