LivsforsikringsAnstaltensFestskrift

STATSGARANTEREDE FORSØRGELSES-ANSTALTER FØR

1 842

tages at stige endnu en Række a f Aar: saa er det neppe nogen Tvivl underkastet,

at jo Delingen snarere har været til Fordeel end til Skade fo r den danske Af

deling').«

Direktionen ansaa det af den Grund ikke nødvendigt at foranstalte en

ny fuldstændig Opgjørelse af Kassens Status.

Men i de derpaa følgende Aar

indtraf den landøkonomiske Krise, der i langt højere Grad end Krisen i

1813

og Norges Deling berørte Enkekassen.

Denne havde nemlig i sin Tid ud-

laant store Summer, c. 3 Millioner, i mindre Ejendomme, der under ugunstige

Forhold ikke kunde afgive tilstrækkelig Sikkerhed; dette skyldtes væsentlig

Statsminister

R e v e n t l o w ,

der tillige var Direktør i Enkekassen, og det

var sket for at fremme Udskiftningen, som Regjeringen nærede varm Inter

esse for.

I Begyndelsen af Tyverne sank Priserne paa Landprodukter; Land

mændene kunde ikke betale Renter og Skatter, og en stor Mængde Ejendomme

maatte realiseres til meget Tab for Prioritetshaverne. Det herved foranledi

gede Tab for Enkekassen udgjorde allerede i

1823 c. 66000 Rbd.

Under disse Omstændigheder fremkom

M e y e r

med en af ham i lang

Tid overvejet Plan om, at man burde faa Fundatsen forandret derhen, at In

teressenterne ikke betalte Kapitalindskud, men at Pensionens Værdi tilveje

bragtes ved Kontributionsfoden o: ved et aarligt Bidrag saalænge Ægte

skabet bestod.

Herved opnaaedes, at Kassen ikke opsamlede saa store Kapitaler, hvis

Frugtbargjørelse kunde volde store Tab, og som krævede meget til Admini

stration. Desuden havde Kapitalfoden, da de fleste Indskud betaltes termins

vis,

den

Ulempe, at en Mand, der ved Konens Død endnu skyldte en Del af

sit Indskud,

maatte blive ved at betale, skjønt Hensigten med den forsikrede

Forsørgelse

var bortfaldet.

man oprindelig havde valgt Kapitalindskud, mente Meyer, skyldtes

dels, at

Kontributionsfoden da ansaas for mindre sikker, dels at de fleste Em-

bedsmænd, hvis

økonomiske Stilling dengang i det hele var noget bedre end

nu, ønskede snarest

muligt at afgjøre denne Gjæld, samtidig med, at Regje-

■) Nu, da

Tarifernes Urigtighed i Enkekassen er konstateret, maa det ganske vist siges, at

Danmark vandt anseligt ved Delingen.

Efter den virkelig stedfundne Dødelighed vilde nemlig

Værdien af de Forpligtelser, Norge overtog, beløbe sig til c 1 304000 Rbd., der forrentet til

11 Juni 1820 udgjorde 1 686800 Rbd.; da man kun betalte 1 231 927 Rbd., vandt Danmark saa-

ledes en Sum af 434900 Rbd., se Jiirgensen a. V.

Men det var først længe efter Delingen, nemlig

i Aaret 1840, at hin Urigtighed kom for Dagen.