155 / 236
146
der talte til Gunst for hende*), og det er vel yderligere
blevet m ildt stem t mod hende ved en Attest af 10. Oktbr.
fra Præsten paa F rederiksberg, Jen s Hansen F rech land ,
som efter Kancelliets Opfordring havde ta lt med hende.
Heri hedder det, at hun ikke vilde erkende, at hu n for
Magistraten havde indvilget i nogen Skilsm isse, men
haabede at erholde Mandens Tilgivelse mundtlig ved
han s H jemkomst, ligesom hun skriftlig var forsikret
derom , saa at de endnu kunde komme til at leve lykke
lig sammen ligesom i al den Tid af liere Aar, de havde
været hos h inanden som gifte Fo lk ; hun havde ved sit
nu udsonede Fejltrin ikke gjort sig skyldig i noget
egentligt Æ gteskabsbrud, og der kunde vel og fra hans
Side tænkes mangfoldige mere eller m indre ædle Bevæg
grunde til den presserende Sk ilsm isse; hendes Paastand
0111
, at Bagvadskere havde sat hende i et langt værre
Lys, end hu n fortjente, burde og undersøges, hvorfor
Præsten indstillede, at Sagen opsattes til Mandens Hjem
kom st, da den saa bedre kunde undersøges af nogle
uvildige M æ nd ; h u n havde i den Tid, hun havde boet
i Sognet, opført sig ærlig og velanstændig, hvilket og-
saa bekræftedes derved, at da hendes Mand ikke ved-
hørlig underho ld t hende, havde hun taget ordentlig
Tjeneste som Pige hos Kancellist Rosted, som gav hende
et fordelagtigt Vidnesbyrd.
Separationsbevillingen blev givet 12. Nov. 1813.
Hvad der h a r været at bebrejde hende, og hvori
hendes slette Opførsel og uordentlige Fo rho ld h a r be-
staaet, kan der efter det foregaaende ikke være nogen
Tvivl om, det var hendes Ødselhed og fuldstændige
Mangel paa økonom isk Sans, og det bekræftes ved det,
*) Af den ovennæ vnte Dom af Jan. 1812 synes det at fremgaa,
at hun allerede paa et tidligere Tidspunkt efter Mandens Bortrejse
har taget ud at tjene.