158 / 236
149
end den »slette Opførsel« og de »uordentlige Forhold«,
der bebrejdedes h e n d e ; straks man læser Ordene, kom
mer man jo selv til at tænke paa U troskab mod Man
den eller noget lignende. Men havde der været noget
a f den Slags, kan man være vis paa, at Bagge og Møllen-
dorff nok var komne frem med det; de lægger ellers
ikke F ingrene imellem. Nej, paa det P u n k t lader hun
til, i alt F ald under sit Æ gteskab, at have været u an
gribelig.
Og hvorfor give hende Skyld for at liave holdt
Eckersbergs kunstneriske Fan tasi fangen i en lavere
Forestillingskreds og saa at sige gøre hende medansvar-
lig for hans ofte lystne og obscøne Tegninger, hvad jeg
synes Hannover gør (p. 29 flg.). Saa lad da hellere —
hvad H annover jo ogsaa gør — Maleren Senn og hans
Omgangskreds faa en Andel, n aa r det endelig skal være.
Men i det hele taget, Eckersberg var vistnok en saa,
om jeg maa sige det, varmblodig Natur, at han sikkert
ikke behøvede Paavirkn ing af andre.
Ogsaa senere,
og vistnok især som ældre Mand, kunde hans Fantasi
løbe af med ham i den Retning*).
Der kan ikke være Tvivl om, at hun har taget sig
Separationen meget næ r og betragtet den som den stør
ste Ulykke for sig. Hun strittede imod, saa længe det
var muligt, og det ikke alene for at bevare sin Position
i Livet, men vistnok ogsaa, fordi hu n v a r ham oprigtig
*) Baade i Kunstakadem iet, paa Kolxberstiksam lingen og i pri
vat Eje findes, saa vidt jeg ved, Eksem pler paa dette. Efter hvad
Konferensraad Mørch liar fortalt mig, fandtes der efter Sønnen,
A rkitekt Jens Juel Eckersbergs Død i 1891 en Mappe, indeholdende
Tegninger og et lille Maleri fra Faderens Haand med m ildest talt
m eget dristige Motiver, som Mørch paa Fam iliens indtrængende An
m odning købte og tilintetgjorde. Hvis de i rent kunstnerisk Forstand
har væ ret gode, hvad der siges, synes jeg, at de hellere skulde være
lagte til de andre i en af Sam lingerne; om der er færre eller flere,
komm er jo m oralsk set ud paa et.