164 / 236
155
næste Lig kom ind*). Men det kunde jo kun gaa til en
Tid. Ved det i Begyndelsen af Ju li indrettede Hospital
paa Vodrofgaard anlagdes der straks en K irkegaard paa
en Mark ved Siden af, og ved Midten af Maaneden u d
lagdes der Jo rd til en ny Pestkirkegaard for fattige og
ubem idlede uden for Ø sterport mellem Citadellet og Sol-
daterkirkegaarden, den nuvæ rende Garnisonskirkegaard.
Men denne, der straks toges i Brug og gennemgravedes
med lange, tre Alen dybe Grøfter til Optagelse af Ligene,
var ogsaa snart overfyldt, og det samme var T ilfæ ldet
baade med Soldaterkirkegaarden og den nærliggende,
allerede 1666 anlagte Baadsm andskirkegaard (Skibskir-
kegaarden), hvor Forholdene var endnu forfærdeligere
end p aa de andre, da den var Begravelsesplads for det
særlig af Pesten hjemsøgte, tætbefolkede Nyboder; her
laa Mængder af Lig Dag efter Dag og ventede paa at
blive jordede.
T ilstanden i Byen var om muligt endnu værre.
Vejene over K irkegaardene blev mere og mere ufrem
kommelige. Liglugten gjorde Opholdet i Kirkerne næsten
uudholdeligt, og Klagerne over den ulidelige S tank i
K irkernes Nabolag blev stadig lydeligere. Og lidet hjalp
det, at m an brugte ulæsket Kalk i større Mængder og
kørte Sand ind paa Kirkegaardene for at dække Gra
vene, endsige at m an affyrede Kanoner for at sprede
S tanken. Der m a a t t e skaffes Plads. Men rad ika lt gik
m an ikke til Værks. Det eneste rigtige havde selvfølge
lig været helt at forbyde Begravelser inde i Byen; men
ikke een Røst hævede sig derfor, saa vidt vides; de re
ligiøse Følelser stred alt for meget mod det. Man gik
*) R egnebogsforfatteren, Klokker ved Trinitatis Kirke Søren
Mathiesen, der ju st ikke er kendt for sin U egennyttighed og paa
flere Maader har gjort sig fortjent til et m indre godt Eftermæle, blev
saaledes tiltalt for de Uordner, der i denne H enseende fandt Sted
paa Kirkegaarden.