33 / 236
24
O. Nielsen giver til Arresthusets Historie i de første
Aartier, viser dette; ogsaa hos Carl Bruun findes en
Del. Men hvad der foregaar senere, især omkring Mid
ten af Aarliundredet, er dog langt værre. Man h a r v an
skeligt ved at tro sine egne Øjne, n a a r man læser om
det; det hele former sig som en vild Farce med de
mest barokke Motiver. Der er ingen Sag, der v istnok
forholdsvis h a r sat saa rtlange Spor i Magistratens Re
solutionsprotokol som denne. Arresthuset h a r voldt
den gode Øvrighed utallige Bryderier og Ærgrelser. Det
var dens Smertensbarn, og den fik ikke Ro, førend den,
skønt meget mod sin Vilje, blev af med det.
Det er navnlig Tiden fra 1733 til 1771, som det
følgende omh an d le r1).
I.
Efter at
Thom as Sørensen,
som havde været ansat
fra 1720, var død, fik
Hans Ottesen
Bestalling som Ar
restforvarer 1. Maj 1733.
Hans Regeringstid er ikke videre bevæget, men det
ligger ganske sikkert i, at den blev saa kort, kun to Aar.
En Sag fra det første Aar fortjener dog Omtale.
Det er fire arresterede F ruentimmer, der 26. Sept. 1733
indgiver Klage over ham. Han lukker Døren for dem,
saa at de ikke kan komme ned i Kælderen, »naar deres
fornødne Tid paakommer«, han nægter dem at komme
ned i Gaarden for at vaske deres Linned, »hvortil jeg
Anne R asm u sdatter
særlig trænger, da jeg sidder med et
spædt Barn, som daglig skal have tørt om sig«, og han
betror Hovednøglen til Arrestanten
Maren Christensen
til
at lukke dem ind og ud i Stedet for Karlen, »da hun
dog er Delinkvent og sidder paa Livet og skal nyde