KulturskildringerFraKøbenhavn

bragte paa Sporet. At h u n h a r været en gemen Bedra

gerske, kan der vel ikke være mindste Tvivl om, naa r

man læser Relationen fra Kommissionen, der sikkert

helt er til at lide paa, og som ikke h a r stukket noget

under Stol, alene et Navn som Stampes maa jo være

Borgen for det. Men derfor kan der jo godt senere

være opstaaet Formodninger og Gisninger, som h a r

paavirket Autoriteterne

og stemt dem milde over for

hende, men som ikke er komne ud til den store Al

menhed hverken i Skrift eller Tale. Mærkelig er det,

at Charlotte Dorothea Biehl, som ellers h a r saa meget

af Tidens chronique scandaleuse, ikke med et Ord

berører Sagen. Det er afgjort, at mange efter hendes

Død troede paa hende, alene Kirkebogens »Frøken«

viser det, og endnu i 1820’erne havde hun Tilhængere

efter Paludans Sigende. Der var jo ogsaa mange, der

længe troede — og der er maaske dem, der endnu tror

det — , at Kaspar Hauser var en badensisk Prins, ja

den egentlige rette Arving til Badens Trone.

Og hvad underligt var der i, at Menigmand tænkte

saaledes, især naa r h an saa, hvor haa rd t der i Mod

sætning blev taget paa hendes samtidige Standsfælle,

»Dronningen«, den sønderjydske Bondepige Bodil Sø

rensdatter Lund, som ifølge Dom blev indsat 1786 i

Tugthuset til Arbejde paa Livstid for paa en om m u

ligt endnu plumpere Maade at have udgivet sig for den

døde Caroline Mathilde. Og h u n havde dog ogsaa sine

Ildtilbedere. Fo r øvrigt skal hendes Historie ikke om

tales her, da den udførligt er blevet behandlet andet

steds*).. Blot skal jeg til Slutning tilføje nogle faa

*) A. Schumacher, »Den falske Caroline Mathilde« (i »Kultur

billeder«, 1892), fortalt efter et Manuskript i det kgl. Bibliotek

(Ny kgl. Samling 716 b, Afskrift i Landsarkivet) med Aktstykker,

Forhør og Dom.