26 / 236
17
»den første blandt sine Ligemænd«, ja mere end det,
thi mange troede som sagt paa hende baade derinde
og ude i Byen. »Prinsessen« fik efterhaanden et mere
og mere fornemt Væsen. Hun var hoffærdig, vaagede
nøje over, at man viste hende den skyldige Respekt,
var nedladende mod de troende, uddelte Titler o. s. v.
Fo r øvrigt havde hun ikke noget godt Ry paa sig, h u n
havde Ord for at være ondsindet og hævngerrig. Med
sine forholdsvis store Midler holdt hun godt til Raade,
saa hun kunde laane ud mod Pan t og høje Renter, og
samlede paa kuriøse Sager som gammelt Kobbertøj
samt paa gudelige Skrifter, især store Salmebøger, »lige
som sin formente Fader«, som Riegels siger. Hun be
handledes virkelig paa en Frihed nærkommende Maade,
thi hun færdedes frit i Byen og koni i flere Huse, hvor
h u n paa Fo rhaand skal have udnævnt Døtrene til Hof
damer ved sit Hof, naa r hun engang »kom i sit Rige«.
Hun boede bekvemt og havde i alt Fald paa de senere
Aar en hel lille Lejlighed, hvor hun vel h a r givet Au
diens. Da der i Efteraaret 1794 nedsattes en Kommis
sion for at efterse Bygningerne, om der kunde skaffes
Plads til endnu 5-6 Fanger, fandtes den eneste virke
lige Lejlighed i Anstalten, to Værelser, beboet af hende.
Da Kommissionen mente, at de paa et Par Dage kunde
gøres i Stand til to Fanger, maatte hun foreløbig
rømme dem, men det kunde først ske efter en kgl. Re
solution. Da der imidlertid i 1795 opførtes en ny Fløj
ved Hovedbygningens Sydende for at skaffe de fornødne
Pladser, fik hun Værelserne igen.
Men hel Frihed havde hun ikke; hun fik nok Lov
til at færdes uden for Anstalten om Dagen, men hver
Aften skulde hun stille ved Porten. Derfor gentog hun
flere Gange Ansøgningen fra 1783, baade 1793 og 1795,
men uden Resultat. Da hun det sidstnævnte Aar an
søgte om at maatte bo i Stege eller et andet Sted paa
H.
W eitem eyer: Kultursl<ildringer.
2