21 / 236
1 2
hele taget kunde vente videre Naade. Denne af hende
afgivne og underskrevne »Deklaration« af 11. Ju n i 1783
lyder saa ledes:
»Da jeg aldrig har haft den Lykke at kende eller
være kendt af det, man kalder Forældre, saa ved jeg
intet derom; men det første, jeg kan huske min Til
værelse, var jeg i Grevinde Scliacks Hus, hvor jeg blev
holdt som et Barn i Huset, blev holdt til smaa huslige
Forretninger, havde en Pige til min Opvartning, levede
uden videre Eftertanke, til endelig mig blev spurgt, om
jeg vilde køre paa Landet; jeg svarede ja, min Pige
fulgte mig, og Grevindens Vogn kørte mig til en liden
Købstad; man viste mig noget laa paa Vandet, jeg
skulde se; jeg gik ned paa samme i et lidet Kammer,
hvor mig blev givet godt at spise, vidste ej af noget,
før den bevægede sig under mig, jeg blev bange og
raabte,
jeg vilde i Land, man svarede, jeg kunde ej
komme; de førte mig til et Land, der kaldtes Norge.
Der forlod min Pige mig; efter nogles Raad, Gud ved
hvem, rejste jeg til et andet Land, de kaldte Holland,
hvor et Menneske Kirchhof kom til mig og sagde, han
vilde hjælpe mig, men til min største Ulykke fulgte
jeg uforsøgt og uforsigtig hans galne Raad, som h a r
bragt mig i utallige store Elendigheder, hvorved intet
uden dette elendige Liv er mig forundt, da [jeg] alene
nu h a r
ennaadig Konge her og en barmhjærtig Gud
hisset.
Alt dette er min sandfærdige Forklaring og af
mig selv underskreven paa den Maade, jeg kan«.
Efter denne Sludder for en Sladder, som ikke var
andet end, hvad hu n havde disket op med for Kom
missionen, og det endda i fortyndet Skikkelse*), kan
*) Det er urigtigt, naar
Brasch
i »Gamle Ejere af Bregentved«
(S.
482
) siger, at denne Forklaring er lagt til Grund for Riegels’ (og
dermed for Paludans) Fremstilling. Nej, paa denne Pølsepind koges