8
fareisen vilde unægtelig være at sætte hende under Til
tale og faa hende døm t; men det vilde paa den anden
Side vække stor Opsigt, og Kcngen foretrak maaske
derfor at lade Sagen afgøre ved en Resolution, hvorved
hu n rigtignok vilde slippe billigere. I saa Tilfælde vilde
Kommissionen henstille, at hun paa Livstid hensattes
til Arbejde i et, helst noget afsides liggende Tugthus
med den Tilføjelse, at det kun var af kongelig Naade,
at hun slap for at blive kagstrøget og brændemærket,
ligesom det efler nogen Tids Forløb skulde betydes
hende, at den eneste Betingelse, hvorpaa hun kunde
vente yderligere Naade, var at rykke ud med Sproget
og oprigtigt og sandfærdigt forklare, hvem hun var.
Saa vidt Kommissionens Beretning.
Den kgl. Resolution af 15. Jun i 1770 fulgte i et
og alt dens Indstilling. Kirchhof slap helt, da Kommis
sionen mente, at han havde faaet Straf nok dels ved
den lange Arrestation — h an havde siddet i Blaataarn
siden den 7. November 1769 —, dels ved at have mi
stet en Del af sin Fo rmue; han havde maaske nok,
som Kommissionen sagde, i Begyndelsen fæstet Lid til
hendes Historier, og senere var han nødt til at holde
fast ved dem, da det var den eneste Maade. hvo rpaa
h a n kunde haabe at faa nogle af sine udlagte Penge
igen. Kun blev det paalagt ham , at han aldrig maatte
indfinde sig paa det Sled, hvor hun blev hensat*).
*)
Jeg har kun een Gang senere fundet
Kirchhof
omtalt, da
han gennem Kancelliet indgav hendes første Ansøgning om Løsla
delse af
23
. Oktober
1771
; han boede dengang i Dybensgade i »Den
hvide Hjort«. Med Ansøgningen lod han følge en underdanigst pro
Memoria, hvori han indtrængende lagde et godt Ord ind for hende,
som var syg og »aldeles vorden en Krøbling«, — og samtidig an
søgte for sig selv om at faa det ledige Amtsforvalterembede i Husum,
»siden jeg desuden formedelst Opdragelse, Duelighed og ustraffelig
Opførsel ikke som uværdig kan blive anset«; hvis han faar Embedet,
forsikrer han, at han »skal, om tilladt blev, forsørge hende af yderste