20 / 236
1 1
hun havde faael af Kommissionén, der ikke havde
villet afhø re hendes Vidner; hun var syg og lam i den
ene Side, saa hun knap kunde gaa over Gulvet, og
forlangte Oprejsning for den Tort, der var overgaaet
hende. Men da det ikke førte til noget, kom hun igen,
og snart hjalp det. Ved kgl. Reskript af 5. April 1773
blev der til Føde og Klæder tilstaaet hende 40 Rd.
aarlig af den kgl. Partikulærkasse og Fritagelse for at
arbejde, hvis hun ikke havde Lyst til det »sig selv til
mere Soutien, om hu n saa synes, hvilket uden ringeste
Tvang dependerer af hendes eget Tykke«, som det hed
der i et Brev fra Direktøren. Var mon Grunden til
denne Gunst alene den, at hun, som det fortaltes, var
et spædlemmet og svageligt F ruen timmer? Der var
ogsaa andre Fanger, som var for svage til at yde det
fulde Arbejde, men saa blev Fordringerne til, hvad de
skulde yde, satte ned. Det er der mange Eksempler paa.
Hun havde ogsaa i Modsætning til de andre Tvangs
fanger sit eget Kammer, thi i 1778 klager hun over, at
hendes Kakkelovn var taget fra hende, da den skulde
benyttes andetsteds; men Direktøren hævdede, at den
eneste Forskel, Resolutionen af 1773 havde gjort paa
hende og de andre, var, at hun var fri for at arbejde,
og naa r hun frøs, maatte hun nøjes med den Varme,
de andre Lemmer havde, og spadsere ind til dem.
I Begyndelsen af 1783 ansøgte hun saa om at blive
løsladt »med en liden Pension«, mod at hun forpligtede
sig til i sin øvrige Levetid at bo i Stege. Direktionen
bad i den Anledning om Oplysning, hvorledes hendes
Opførsel i det hele var, og om man antog, at hun
kunde komme igennem med de 40 Rd. i Stege, da
Kongen vistnok var tilbøjelig til at opfylde hendes Bøn.
Kancelliet skrev saa nogle Maaneder efter, at hun først
maatte afgive den sandfærdige Forklaring om sin F o r
tid, der var stillet som Betingelse for, at hun i det