22 / 236
13
man saa godt forstaa, at den kgl. Resolution af 6. Au
gust 1783 lød paa, at hun skulde blive, hvor hun var,
under Opsyn i Tugthuset. Derimod er Konklusionen
mindre forstaaelig, idet hun af Partikulærkassen yder
ligere fik til Underhold 60 Rd., saa at hun nu i det
hele havde 100 Rd. om Aaret, og tillige blev det be
falet, »at hun skulde omgaas paa den lemfældigste
og Frihed nærkommende Maade med bedste Pleje og
Leje, saa vidt det hende allernaadigst forundte Gehalt
kan tilstrække«. Skulde mon Grunden til denne store
Naade alene være den, at man nu havde Medlidenhed
med hende og mente, at hun nu selv troede paa den
Røverhistorie, hun havde fortalt saa mange Gange, kort
sagt at hun var sindssyg? Der har i Aarenes Løb været
saa mange sindssyge derinde, men de har ikke faaet
noget af Partikulærkassen, og de havde dog ikke gjort
andet end, at de var sindssyge.
Hun maatte altsaa blive i Tugthuset som Lem,
thi Fange kunde man næsten ikke mere kalde hende.
Men man kunde jo ogsaa have det godt derinde. I det
hele taget var Møens Tugthus ikke noget i Retning af
Cellefængsel eller lignende, maa man tro. Om end Ko
sten var lidt sløj og af og til kunde blive Genstand for
alvorlige Klager fra »Pensionærernes« Side, var det
selskabelige Liv ret hyggeligt. Omgangen mellem F a n
gerne indbyrdes og mellem dem og Omverdenen var
ret utvungen og intim, ja undertiden altfor intim, og
fandt man alligevel Opholdet for bundent, var det hel
ler ikke svært at slippe ud, om ogsaa Autoriteterne
ikke vilde give deres Samtykke; Undvigelserne var meget
hyppige og hørte i Perioder næsten til Dagens Orden.
der ingen Suppe, i alt Fald ikke den kraftige Suppe, som Riegels’;
den er som sagt lavet paa Rygter og Sladder, tilsat med hans egne
skarpe Ingredienser. Han har efter al Sandsynlighed slet ikke kendt
»Deklarationen«.