14 / 236
5
paa sin høje Fødsel hun da havde, sagde hun , at de
bestod i to med Juveler besatte Portrætter af Faderen
og Moderen, som hun snart paastod at have haft fra
lille Barn uden at kunne sige, hvorledes hun var kom
met i Besiddelse af dem, snart vilde have faaet af Mo
deren i dennes sidste Leveaar, samt — det vigtigste
Bevis — en Seddel, Moderen havde givet hende, og
hvori hun anerkendte hende som sit Barn, — men
disse Sager var desværre stjaalne fra hende. Kircliliof
fortalte, at han havde set Portrætterne, og at det især
var deres Kostbarhed, der havde overbevist ham om
hendes høje Byrd, men Seddelen havde ingen, ikke
engang han , set. I Sommeren 1761 var h u n sammen
med Kirchhof kommet til København for at gøre sin
Ret gældende, som de begge fortalte, men først i J a
n u a r 1763 havde hun søgt at faa fy rstind en i Tale;
uden nøjere at kunne beskrive nogen Lokalitet fortalte
hun , at hun var trængt ind i Palæet*), havde banket
paa en Dør og var blevet lukket ind af Fy rstinden
selv, som ved den Lejlighed havde givet hende Sedlen,
men der havde ingen anden været til Stede ved deres
Sammenkomst, uagtet Fyrstinden blev syg og besvi
mede. Og i det halvandet Aar Fyrstinden endnu levede,
havde hun ladet Datteren sejle sin egen Sø og havde
ladet hende flakke om i Nordsjælland og Skaane, ligesom
Datteren heller ikke senere havde søgt at nærme sig hende.
Og hvorledes havde hu n mistet de kostbare og for
hende uvurderlige Beviser, Sedlen og Portrætterne? Jo,
dem havde hun uden at tænke over det ladet blive
liggende i sin Kuffert, da hu n i 1768 kom op at skæn
des med sin Vært Niels Holm**) om Betalingen og
*) Det er Prinsens Palæ, hvor Fyrstinden boede om Vinteren,
medens hendes Sommeropholdssted fra
1756
var Sorgenfri.
**) Niels Larsen Holm var Vært i Gæstgiverstedet Postgaarden og
Vognmændenes Lavshus paa Køhmagergade, den senere Porcelænsfabrik.