34 / 236
saadan F rihed mere end vi a n d re« ; desuden skælder
han dem ud, slaar dem og truer dem med endnu mere,
hvis de klager; heller ikke vil han lade dem komme
ind, som bringer dem Mad og 01.
Det er tydeligt, at Hans Ottesen ikke kunde rose
sig af at nyde videre Folkegunst, heller ikke hos »Ho-
noratsfolkene«, og det netop fordi han h a r gjort hæder
lige Bestræbelser for at holde sig sin Instruks efterrette
lig, der bl. a. sagde, at han med sit Husgesinde skulde
føre et gudfrygtigt, ædrueligt og aarvaagent Liv, ikke
falholde nogen Spisning og Drik til Overflod, da al
umaadelig Drik ganske er forbudt, skønt det ej er nogen
Arrestant forment at lade hente nødtørftig Underhold
ning, ligesom al uskikkelig Forsamling, Dobbel og Drik,
hvoraf Klammeri og et uskikkeligt Levned følger, og
nnar Arrestanterne sender nogle i Ærinder, skal han
paase, at de ikke udsendes efter noget, som ikke bør
være eller ikke kan sømme sig. I Marts 1735 klagede
fire Gældsarrestanter vidtløftigt over Hans Ottesens
»meget uforsvarlige Forhold mod dem og deres Bud,
idet han overfalder Budet med Ørefigen og Trusler, saa
og at han forleden fratog en Pige
1
Mk. 2 Sk., som
hun skulde hente en Bimpel 01 og en Pot Brændevin for
til dem, med anden hans grove og uanstændige Adfærd«.
Kort Tid efter døde deres Plageaand, og da der nu
skulde vælges en Efterfølger, syntes Arrestanterne, at de
nok vilde give deres Besyv med, da jo Sagen unægtelig
ogsaa for en stor Del havde Interesse for dem. Den
18. Juli 1735 had de i Arresthuset anholdte Arrestanter
— der staar ikke, om det var alle Arrestanterne eller
kun Gældsarrestanterne — , om Pladsen maatte blive
givet til Politibetjent
Peter Schønberg,
der midlertidig
havde opvartet i Ottesens Sted, »som et til bemeldte
Arrestforvarertjeneste efter deres Tanke r dygtigt og be-
kvemmeligt Subjectum, der stedse i sine Politibetjent