40 / 236
31
Karle vilde kunne overkomme at hente det fornødne i
Byen, og da de fattige Arrestanter ellers ikke kunde faa
det
paa Kredit hos Arrestforvareren, idet der næsten
altid hengik
6
Uger efter deres Arrestation, inden de
fikUnderholdningspenge — , fastsattes
det ved en ny
kgl.
Befaling af 19. Dec.5), at Bygom kun maatte føre
3 Dlrs. og
6
Mks. 01, som han skulde sælge for hen
holdsvis 2 og 1 Sk. Potten, samt Brændevin, som han
kun maatte sælge for Vs a 1 Sk. ad Gangen.
Hvor lidt dette imidtertid hjalp, kan man se af
Teilmanns første Klage 23. Marts 1739. Han taler heri
om Bygoms Drukkenskab og Ufordragelighed mod Konen
og hans Krohold baade for Arrestanterne og Folk fra
Byen, ogsaa i Kirketiden. En Aften maatte Teilmann
staa op, fordi Konen jamrede sig ved, at Manden pryg
lede hende; »næste Dag fandt jeg ham ogsaa som en
Løve mod hende« ; »i Gaar Middags laa hun i Sengen
jammerlig tilredt i Ansigtet«. Om hun selv havde nogen
Skyld, maatte Magistraten undersøge; men det kan ikke
blive ved saaledes. Han henstiller derfor, om Magistra
ten vil afskedige Bygom, og hans Efterfølger kan saa
»pensere« noget til Konens og Børnenes Underhold,
eller om den vil »afskaffe« ham for nogen Tid, til han
har forbedret sig, og Præsten ender med de O r d :
»Paasketiden forestaar, mine Sager h a r jeg i Arresthuset,
og jeg ser ikke, at det er tjenligt, at jeg gaar ind i Ar
resthuset, før der er sket en Forandring til sécurité«.
Præsten var altsaa flygtet derfra!
Bygom blev nu opkaldt paa Raadstuen
6
. April og
reprimanderet paa det skarpeste samt truet med, at
Magistraten vilde tage sine »Messures«, hvis der atter
kom Klage over ham. Han lovede da Bod og Bedring
— det havde h an altid let til — , og Præsten erklærede
sig tilfreds for denne Sinde.
Mange Maaneder gik der dog ikke, før det var galt