12 / 272
Ga m le G u d er
0 5
n y e
1883
paa den Beslillingsmaade, der sma-
g
er af Butikken, af Grossistlageret,
vortil man kunde antage, at Dhrr.
med deres underjordiske Bødder er
knyttet.
Dette
skal derimod siges dem, at
saa længe de i deres K ritikker og
Essay’s — endogsaa de indbyrdes —
tager L iteraturen, Essensen af en
Periodes fineste og dybeste aande-
lige Børelser paa en saa letfærdig
Maade, som de gjør —
saa
længe
ville D h rr.’s nervøse, krampagtige
Forsøg paa at kue og tvinge L itera
turen være ligesaa afmægtige over
for de »Yngre«, som deres blinde
Baseri mod alle de »Ældre« h a r viist
sigt at være virkningsløst, skæbne
svangert for dem selv, og — hvad
der vil blive det Værste for dem selv
— ikke en Gang længere
under
holdende.
Palæet i
Roskilde,
December 1883.
Holger Drachmann.
G eorg B randes i sit A rbejdsvæ relse.
Karl Gjellerup’s Opgør med
»Gebriider Brandes«.
Vor Helligaandsridder, vor
Sankt Georg!
(Gjellerup i »Rødtjørn« 1881).
Ved H jem kom sten
til København 1883.
Jeg vendte tilbage til L iteraturen,
men først til Journalistiken og Pole
mikken, og dette v ar ikke just nogen
opbyggelig Hjemkomsthilsen.
Her v ar i Toppen af Dyngen B ran
des’ Bog om Gennembrudsmændene
med dens taabelige Overmod over
for Drachmann, der formodes ikke
at kende noget til det danske Folk
»fra idag« og dens Forsøg paa at
gøre Broderen (Edvard) til dansk
Digter. Der v ar paa den anden Side
Drachmanns ved sin Voldsomhed og
injurierende Tone mislykkede Avis
angreb paa Brandes og hans ulige
vægtigere Opsigelsesbrev »Ostende-
Briigge« — den psykologiske B eret
tigelse ja Nødvendighed af dette
Brud var mig saa k lar paa Grund af
mit mangeaarige Bekendtskab med
Drachmann, at Raseriet i de »radi
kale« Kredse hjemme mod den »Fra
faldne« og deres mer eller m indre
ærerørige Sigtelser mod ham, kun
kunde overbevise mig om, at disse
Folk havde tilsat Evnen — om de
nogensinde havde haft den — til al
forstaa en D igternatur som D rach
mann, ja rimeligvis hvilken som
helst idealistisk og fantasirig D igter
natur, d er var stillet i vore kunstig
spændte literæ re Forhold.
Karl Gjellerup.
(I »Vandreaaret«.)
Er Georg Brandes
egentlig Højremand?
—
Jeg
udtalte en Tvivl om, at de
Tilstedeværende (ved de liberale
Vælgerforeningers
Grundlovsfest),
dersom de ret kendte mig, vilde
klappe saa hjerteligt af mig. Jeg
vidste ikke selv, om Benævnelsen
liberal
passede paa mig; jeg turde
end ikke kalde mig ubetinget
frisin
det;
thi der var Punkter, paa hvilke
jeg ikke misbilligede Tvang.
Demo
krat
mente jeg ikke, at jeg kunde
kaldes; thi jeg troede ikke paa F ler
tals-Afgørelsers Værdi. Naar jeg op
rigtigt var for Venstre i den danske
Forfatningskamp, saa var det, fordi
Venstre havde Bet, ikke fordi det
H olger Drachmann.
K arl Gjellerup.
var Flertal. Medens jeg af hele mit
H jerte vilde tjene Folket, kunde jeg
da ikke sige, at jeg vilde tjene De
mokratiet. -------
Der blev Dødstaushed. En gammel
Skandinav og nyomvendt Venstre
mand gav Tegn til, at Ingen skulde
rejse sig for mig. Saa rejste N. J.
Larsen sig: »Jeg h ar ikke behøvet at
høre Dr. Brandes idag for at vide,
han aldrig h a r forstaaet, hvad en
dansk Bevægelse er«. Der fulgte vel
et Kvarters Hylen og Hyssen og Fy.
Den ivrigt trofaste Schandorph
nedlagde en heftig Indsigelse. Men
adskillige af mine Venner fandt efter
at have hørt mig nærmere udvikle
min politiske Synsmaade, at jeg egent
lig var »Højremand«.
Georg Brandes.