198 / 283
1 9 6
KAJ NIELSEN
sagt, at al folkelig aktivitet med teater ophørte. Der blev, helt op i
1860’erne gjort flere forsøg på at genoplive interessen for de decide
rede dramatiske selskaber, men det lykkedes ikke. Selskaberne fik kun
en meget kort levetid. Derimod var der —som omtalt —mange for
eninger, der nu og da spillede »dilettant« for medlemmerne, men det
hele havde tilfældighedens præg, var uden et ideelt grundlag og sav
nede den kunstbegejstring, som var det bærende i fortidens dramati
ske selskaber. Når man »spillede dilettant«, var det udelukkende for
at more sig, og livet på de skrå brædder var løjer og spas. Man spil
lede i vid udstrækning vaudeviller og komedier, og som regel gav man
dem ved den sceniske opsætning en drejning i komisk retning og gik
ikke af vejen for nu og da at ændre replikkerne. Man var af den op
fattelse, at det kun gjaldt om at få folk til at juble af latter. Resultatet
var, at forestillingerne som regel kom til at virke latterlige, lavkomiske
og ofte platte. Utallige var de vaudeviller af Heiberg og komedier af
Hostrup, som disse mere tilfældige dilettanter, der savnede kunstne
risk fornemmelse og stræben, kom til at mishandle gennem deres
»legen teater«. Intet under, at Heiberg protesterede imod
dilettantismen.34
Lidt senere fremtræder en række »hjemmestrikkede komedier«, der
skulle være lette for dilettanterne at spille. Man forstod ikke, at den
muntre skuespilkunst stiller meget store fordringer både til forfatter
og aktører. Efterhånden kom dette repertoire til at præge størstedelen
af den folkelige teateraktivitet. Først i dette århundrede lykkedes det i
betydelig grad at trænge disse »dilettantstykker« betydeligt i
baggrunden.35
I 1840’erne var der altid liv og glade dage i teaterlokalet i Kanni
kestræde. Baller, kamevaller og lystige komedier skiftede, og man
drak ofte en tår over tørsten. Dette drikkeri prægede også nogle af de
dramatiske selskaber, der endnu var tilbage, og man gav dem nedsæt
tende navne som »Den dramatiske Dmkkenskab« og »Det blaa Øie«.
Der er næppe tvivl om, at det er på dette tidspunkt, at teatret i
Kannikestræde får øgenavnet »Kalkeballen«. Det er påstået, at ud
trykket skyldes, at murerne en tid holdt deres møder i
Kannikestræde.36 En anden version går ud på, at navnet stammer fra
en del murersvende, der i 1840’eme optrådte på teatret. Ved gennem
gang af bl. a. Københavns politidirektørs arkiv fra denne tid har det