197 / 283
THEATRET I KANN IKESTRÆDE
1 9 5
»T .I. Voli, Drejersvend« —skrev den første Tivoli-vise. Den ene af
forfatterne var den senere berømte Peter Faber ( 1 8 1 0 - 7 7 ) , der bl. a.
skrev »Højt fra Træets grønne Top«. I en strofe af Tivoli-visen tales
der om »Schæfferske Lamper med Krandse«.
Da »Holbergs Minde« på ny holdt sit indtog i Kannikestræde, var
der to dramatiske selskaber, der fast spillede på teatret, »Constantia«
og »Harmonien«. Det førstnævnte var et gammelt selskab - det var
stiftet i 1816 - og i dets bestyrelse sad kirurgerne Sellmann og
Heiden.32 »Harmonien« var oprettet i 1824.
Ud over de dramatiske selskaber var der også foreninger med helt
andre formål, som nu og da lejede sig ind i Kannikestræde, når de en
enkelt gang ville arrangere en teateraften for deres medlemmer. Det
kunne ske enten af rent underholdende grunde, eller fordi man ville
yde bidrag til et velgørende formål. Sidstnævnte var således tilfældet
med den borgerlige Læseforening (stiftet 1834), der i marts 1839 a^-
holdt to forestillinger i teatret i Kannikestræde til fordel for ofrene for
den store naturkatastrofe, der i januar 1839 havde ramt Jyllands vest
kyst. Havet fra Løkken til Ribe var gået over sine bredder, havde lagt
et utal af huse og gårde i ruiner og bortskyllet mange kreaturer og af
grøder. Man opførte Holbergs »Det lykkelige Skibbrud« og en vaude
ville af redaktør F. C. Hillerup ( 1 79 3 - 1 86 1 ) , »Spøgeriet paa
Herregaarden«.33 Samme forening opførte endvidere, til fordel for
digteren Steen Steensen Blicher, i marts 1840 Holbergs »Kilderejsen«
og et intermedium forfattet på vers af redaktør Gottlieb Siesbye
(1803-84).
Endvidere blev teatret udlejet til foreninger, der ville arrangere bal
eller karneval for medlemmerne. I så tilfælde havde man et løst gulv,
der blev lagt hen over tilskuerpladsen og orkestergraven, således at
dansegulvet kom til at ligge i niveau med scenegulvet.
1840’eme var en periode med stor aktivitet i teaterbygningen i
Kannikestræde, selv om interessen for de dramatiske selskaber var
meget stærkt på retur. Da Christian den Ottende kom på tronen i
1839, indtrådte en ny tid. Så længe Frederik den Sjette levede, havde
man lagt bånd på sine politiske interesser og ønsker af hensyn til den
gamle folkekære monark, der var grånet under enevælden. Nye an
skuelser, livsvaner og interesser opstod, og det gik bl. a. ud over de
dramatiske selskaber, der havde rod i fortiden. Dermed være ikke
13
*