192 / 283
1 9 0
KAJ NIELSEN
udskrev en klubskat,17 der skulle dække udgifterne ved det lån, man
havde etableret for at kunne genopbygge Frue Kirke. Det blev pålagt
enhver klub og ethvert dramatisk selskab at betale 2 rbd. sølv årligt
pr. medlem, indtil lånet var afbetalt. Dette havde de små klubber og
dramatiske selskaber svært ved. Derfor var der på dette tidspunkt
mange dramatiske selskaber, der kun havde en levetid på en eller to
sæsoner. Flere blev opløst omkring oktober måned, da de på dette
tidspunkt skulle stå til regnskab for medlemsantallet.
I januar 1820 blev der stiftet et nyt dramatisk selskab
»Erindringen«,18 og det blev det første dramatiske selskab, der lejede
faste lokaler hos Lassen. Man ved intet som helst om dette dramatiske
selskab, der allerede i oktober samme år blev opløst. Først i 1821 fik
Lassen nogle større selskaber som faste lejere: »Dramaturgien«,
»Constantia« og »Dramatisk Prøve«. 1822 startede en sproglærer
Curlænder et fransksproget dramatisk selskab, men det blev opløst
samme år. Der var også et tysksproget selskab, hvis medlemmer be
stod af holstenere og herboende tyskere, »Holsteinisch - dramatische
Gesellschaft«, der lejede lokaler hos Lassen.
Hvilke stykker de selskaber, der spillede i Lassens teater i de første
år, opførte, ved man ikke meget om. Der er dog næppe tvivl om, at de
har fulgt det for de dramatiske selskaber gængse repertoirer. Man
fulgte tidens smag, og derfor var Ifflands borgerlige sørgespil og sær
lig Kotzebues tårevædede, handlingsmættede teaterskrædderi rigt re
præsenteret. Enkelte selskaber dyrkede med forkærlighed den natio
nale dramtatik, Wessel, Ewald og i særdeleshed Holberg ( 1684-
1754). I enkelte tilfælde skrev aktørerne, eller som man sagde »Brød
rene«, selv skuespil, men denne del af repertoiret var ofte af meget
ringe kvalitet.
Til stor irritation for Det kgl. Teaters direktion var der mange dra
matiske selskaber, der - for at hjælpe på økonomien - ikke ville nøjes
med at spille deres forestillinger for medlemmerne, men solgte billet
ter til enhver, der ville overvære deres forestillinger. Dette fik Frederik
den Sjette til i 181 7 at udstede en resolution,19 der stærkt understre
gede, at »kun paa den kgl. Skueplads maae, offentligen og for Betaling,
opføres noget Skuespil, det være sig i det danske eller hvilketsomhelst
andet levende Sprog«. Københavns politidirektør fik ordre til at
skride ind, når dette påbud blev overtrådt og »foranstalte Overtræ