![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0191.jpg)
THEATRET I KANNIKESTRÆDE
1 8 9
Belysningen var ikke bedre. Den bestod af tranlamper og tællelys,
så man forstår, at aktørerne for overhovedet at kunne ses af publikum
måtte opholde sig lige op ad rampen, der var besat med tællelys. Det
knebne »orkester« - der bestod af to, højst tre personer - måtte også
klare sig med nogle tællepråse. Tranlamperne oste og tællelysene
måtte ofte »snydes«. Dertil havde man en »Lyse-Accomodeur«, en
»Laban i kort Trøje«. Vi, der kender det moderne teater med dets
elektriske belysning, som kan varieres efter spillets karakter, har svært
ved at forestille os, at man kunne klare sig med en så absolut minimal,
stationær belysning. Det siger sig selv, at den måde de agerede på
overhovedet ikke kan sammenlignes med nutidens spilleform.16
Det var ikke særlig gode tider, da Jacob Laurentius Lassen startede
sin udlejning af lokaler til de dramatiske selskaber. Man havde ikke
overvundet følgerne af de ubehagelige krigstilstande, bombardemen
tet af København og statsbankerotten i 181 3. Interessen for at »agere
i dramatiske Øvelser« var blevet mindre, og de eksisterende selskaber
led under en betrængt økonomi. Bedre blev det ikke, da man i 1819
Forestilling i »Kalkeballen«, tegnet af Klæstrup