205 / 283
THEATRET I KANN IKESTRÆDE
203
februar 1846). Her gentog man forestillingen den 28. februar og 3.
marts samme år.
Otto Zinck skriver i sine erindringer,49 at han i 1847 overværede en
studenterforestilling i »Kalkeballen«, hvor man bl.a . opførte Peter
Fabers farce »Stegekælderen«. »Det eneste jeg husker af Forestillin
gen er Lipkes bedaarende Sang - Vær en god Jean Jensen —i »Stege
kælderen««, skriver han. W. C. F. Lipke ( 1822-89), der senere blev
borgmester i Køge, spillede ofte damerolier. Hostrup udtalte engang:
»han er den mest tiltalende unge Dame blandt Studenterne«. Den før
omtalte Ernst Bruun, var også en udmærket kvindefremstiller. Han
kreerede således smedemadammen i »Genboerne«, og udførte en
kvinderolle i skuespillernes arrangement i »Kalkeballen« i november
1846 (fig. 3 ). I de dramatiske selskabers første dage blev kvinderol
lerne altid udført af mænd. Man var bange for at »fordærve Kvin
dens Dyd« ved at bruge skuespillerinder. Først i begyndelsen af det
19. århundrede blev det almindeligt, at kvinderne deltog i
dilettantforestillinger.50 Blandt studenterne kom kvinderne dog først
med fra 1901, ikke af moralske grunde, men simpelt hen fordi man
savnede kvindelige studerende.
Efter 1840 var næsten alle de dramatiske selskaber, der spillede fast
i Kannikestræde, af nyere dato. Mange af dem var dog døgnfluer, der
kun eksisterede en enkelt sæson, men to af selskaberne, »Thalia« og
»Den dramatiske Haandværkerforening«, fik dog en længere levetid.
»Thalia« var stiftet i 1841, og man havde opkaldt den efter et for
længst opløst dramatisk selskab, der gjorde sig stærkt gældende i
i82o’erne. »Den dramatiske Haandværkerforening« var vist nok fra
omkring 1850, og Harald Kollings far var som omtalt direktør for
dette selskab. I en dagbladsartikel omtaler Kolling51 disse to selskaber.
Om »Thalia«, hvis »direktør« var en slagter Koblau, fortæller han, at
slagteren beklagede sig over, at Kolling og hans kammerater ikke op
trådte i hans selskab. Morsomt fortæller Kolling om den originale
måde, som slagter Koblau udtrykte sig på. Til en meget svær mand
sagde han engang: »Dem kunde jeg bruge til Kropstykker«. Til en hr.
R. sagde han: »De har Hattebevægelseme«, og til Kolling sagde han:
»De er god, til hvilken Krog, De smides hen«. Hvis en aktør efter
slagterens opfattelse var dårligt sminket, sagde han: »De er skidt
sværtet«. Om »Den dramatiske Haandværkerforening« fortæller Kol-