207 / 283
THEATRET I KANN IKESTRÆDE
205
rede«, ville aktørerne give orkestermedlemmerne en lærestreg. I sce
nen, hvor George Grays hus bliver plyndret, tog en af aktørerne, en
skræddermester Stæhr »hele Kramkisten, baade Instrumenter og
Hatte og løb sin Vej dermed til stor Moro for Tilskuerne, men til ad
skillig Gene for Musikanterne«. Det fortælles også i artiklen, at der
ofte blev opført tableauer. En aften opførte man et sådant, »Syndefal
det«. Det blev ledsaget af musik, og figurerne ændrede stilling efter
musikken. I scenen, hvor Kain har slået Abel til jorden, skal musikken
slå over i nogle blide akkorder, og Adam og Eva træde ind. De ude
blev imidlertid, og den aktør, der fremstillede Kain udbrød: »Den
onde lyne og knuse Adam !«.
Blandt de mennesker, der optrådte i »Kalkeballen«, var der mange
pudsige personer. Til dem hører også den tidligere nævnte Garbrecht,
der var et skattet medlem af »Holbergs Minde« (fig. 4). Hans fulde
navn var Johan Gerhard Frederik Garbrecht ( 1 799- 1 857 ) . Han var
meget godgørende og hjalp ikke blot »Holbergs Minde«, når det var
galt med økonomien, men han var altid villig til at række en hjæl
pende hånd, når han konstaterede nød.52 A f erhverv var han grosse
rer, men virkede desuden som obersdøjtnant i Borgervæbningen. Han
var en stor, korpulent mand. Det kan ikke nægtes, at han elskede at
brillere og betragtede sig selv som en stor digter. Ved enhver lejlighed
udbragte han med dirrende, bevæget stemme skåler for »Landsfade
ren« og hele hans hus, og han skrev utallige højstemte sange til maje
stætens pris. Han blev naturligvis derfor betegnet som en stor patriot,
og blev da også dekoreret. Også nogle udenlandske ordner kunne han
pryde sig med, og han glemte ikke at anføre dem alle ved sit navn i
vejviseren. Utallige sange blev skrevet til borgervæbningens øvelser på
Nørrefælled. Jacob Davidsen siger, at de var »opstyltede og smag
løse«. Garbrecht har også skrevet mange prologer og epiloger til
»Holbergs Minde«, hvor han elskede at optræde i en rolle, eller frem-
træde som solist i et deklamatorium.
Julie Sødring omtaler i sine erindringer53 en aften, hvor Garbrecht
skulle fremsige Chr. Winthers »Henrik og Else«, »men det blev kun
en sørgelig Forestilling, thi han gik fra det i saa godt som alle Versene,
og var mørkerød i Hovedet af Anstrængelse. Det eneste han stedse
kunde huske, var Strofen: De andre Herrer smiskede saa lønligt der
ved. Denne anvendte han baade i rette og urette Tid. Han trak den