208 / 283
206
KAJ NIELSEN
ud saa længe som muligt og nærmede sig Sufflørkassen, saa det saa
ud, som skulde han ned i den. Mest Virkning havde det, da han midt
i et Vers pludselig henvendte sig til Suffløren og sagde: Hva’ ? Hans
Kone sad nede mellem Publikum og var ved at krybe i Jorden af
Flovhed«. Fru Sødrings broder, Adolf Rosenkilde ( 1 81 6 -8 2 ) , kom
plimenterede bagefter Garbrecht, men denne forstod ikke ironien bag
ordene. Han blev lykkelig og »morede sig fortræffelig Resten af A f
tenen«.
I sommeren 1853 hærgede koleraen København, og folk døde som
fluer; af byens ca. 130.000 indbyggere døde mellem 4 og 5.000.
Ingen turde på dette ddspunkt af frygt for smitte spise jordbær med
fløde. Garbrecht gjorde det dog aften efter aften i jordbærsæsonen.
Han satte dem til livs i sin klub, så »brødrene« kunne beundre hans
mod. Han opnåede, hvad han ville. Man talte om den »modige Gar
brecht«.
Om hans sidste optræden i en rolle fortæller Jacob Davidsen, at
han spillede general i et stykke, der hed »Spillerne«.54 »Han havde
iført sig stramme hvide Benklæder og Ridestøvler, og hans Korpus
fremhævedes endnu mere derved, at Theatret var meget lavt og hans
Medspillende smaa og spinkle Personer. Idet han traadte ind på Sce
nen, hørtes et forbauset Udraab »God damn!« fra Tilskuerpladsen;
det kom fra et Par engelske Skibskaptainer, der var tilstede som besø
gende. Dette undgik ikke Garbrecht, og fra den Aften afsluttede han
sin dramatiske Bane«.
I 1850’erne tog madam Schæffer »en Gratifikation af 16 Rdl.« for
leje af teatret. Var man ikke medlem af den forening, der spillede, og
gerne ville se dens forestillinger, løste man bare en billet. Den kostede
24 skilling. Da det var på det tidspunkt, at de første offentlige privat
teatre var dukket op, tog man det ikke mere så alvorligt, når forenin
gerne solgte nogle enkelte billetter. Nationalscenens privilegium var jo
brudt.
Der blev spillet teater i Kannikestræde til 1864. Det sidste egentlige
dramatiske selskab, der holdt til her, var det 1863 af en musiker Bar-
bieri stiftede »Heibergs Minde«. I september 1864 blev lokalet til
danselokale og fik navnet Erichsens Salon, opkaldt efter lokaleforpag
teren, den 57-årige Lars Erichsen, men herom i næste afsnit.