278 / 283
2 7 6
ANMELDELSER
ter. Det er et meget spændende kapitel, som den restaurerende arkitekt, Vilhelm
Wohlert, har skrevet om, hvordan det lod sig gøre at bevare de bygningshistoriske
og arkitektoniske værdier og samtidig få huset til at fungere med hensyn til de nye
krav om kontorer, magasiner og udstillingsrum for fondet. Indgrebene er og måtte
være flere end ved restaureringerne af de andre huse, direkte sammenligning er
ikke mulig; men arkitektens redegørelse og de ledsagende billeder viser sammen
med Torben Holck Coldings entusiastiske forord, at der her er skabt både smukke
og gode rammer om fondets virke.
Bogen om bryggergården handler om en københavnsk ejendom som så mange
andre, og Poul Strømstad vil sikkert kunne præstere en lige så fyldestgørende hi
storik for adskillige; men gården er alligevel noget særligt ved den historie, der
her søger sin oprindelse. Med alment sigte får man af bogen den positive bekræf
telse, at huse, der længst er dømt til kommunalpolitisk nedrivning, alligevel med
omhu og kyndighed kan gøres brugbare til nutidige formål og blive til pryd for
staden.
SigvarcL Skov.
Holbergtidens København skildret af malerne Rach og Eegberg. En billedrække
kommenteret af Poul Strømstad og med bidrag af Chr. Elling og Victor Herman-
sen. Nyt Nordisk Forlag, København 1977, 200 sider, kr. 475.
I 1932 udsendte Chr. Elling og Victor Hermansen »Holbergtidens København«
med gengivelser af de prospekter fra hovedstaden, som Johannes Rach og H. H.
Eegberg malede i årene 1747-49, ialt 72 billeder, hvoraf eet tilhører Københavns
Bymuseum, og eet (Prinsens Palæ) er i privateje, mens resten findes i Nationalmu
seets 3. afdeling. Under Poul Strømstads udmærkede omsorg er værket blevet ud
givet igen, og det kan der være god grund til, bl. a. fordi en mere avanceret teknik
nu kan gengive farverne naturtro, hvor den første udgave måtte nøjes med bille
der i sort/hvidt. —Men kan man stole på farverne? Strømstad mener, at selv hvor
kunstnerne har benyttet forlæg, f. eks. kobberstik, vil i alt fald farverne have pri
mær kildeværdi. Det må næppe tages alt for unuanceret. Græsset på Københavns
volde har næppe været mørkegrønt med toning i blåt, og Strømstad er da også
selv opmærksom på den påfaldende forskel på de to gengivelser af rådhuset fra
henholdsvis Nytorv og Gammeltorv, hvor man — mest velvilligt — fristes til at
gætte på en opmaling i mellemtiden. Strømstads store indsats er ellers den, at han
har forsynet hvert prospekt med en side tekst, der i let læselig fonn giver al ønske
lig arkitektonisk og topografisk viden undertiden suppleret med et par ord om
livet bag murene, hvor et vist lune lige kan få lov at spille med. Det synes at have
været ikke uden fornøjelse for den kyndige københavnshistoriker på denne måde
at lede læseren gennem det gamle København, hovedstaden som den så ud før den
store brand i 1795 og bombardementet i 1807. Man kan således efter tempera
ment beklage det tabte, som dog blev afbildet, eller glæde sig over de værdier, som
uanset brand, krig og kommunalpolitik endnu findes i behold. Der er heldigvis