![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0281.jpg)
ANMELDELSER
279
historiske side af Holbergstudiet. Werlauff har nu fået en slags efterfølger med
topografisk sigte, nemlig magister Bente Kjølbyes »I Holbergs Fodspor«, lagt an
som en vandring gennem København i første halvdel af 1700-årene belyst af
citater fra Holbergs skrifter, både komedier, epistler og de historiske værker, og
illustreret med samtidigt billedstof, som museumsinspektør John Erichsen, Køben
havns Bymuseum, har fundet frem og kommenteret. Der er lagt vægt på at vælge
billeder fra før branden 1728, det skal altså ikke være Rach og Eegberg alt sam
men; men helt har det nu ikke været muligt at undgå de to klassikere. Man
havde gerne set et billede af det hus i Lille Grønnegade, hvor den danske skue
plads levede sine første år, kun et lille vue ind i gaden fra Kongens Nytorv kan
Erichsen give os; men det stemmer egentlig ganske godt med, at Holberg selv -
lidt overraskende — kun en enkelt gang har omtalt teatret. Om billedvalget er
der det at sige, at Erichsen, hvor det var muligt, har foretrukket de grafiske
blade, som i reglen er taknemmelige at reproducere, og som ved sin samtidighed
skønnes at ramme tidskoloritten; men der gives derved afkald på at vise, hvad
der endnu er bevaret af den by, hvor Holberg færdedes. Udsnittene af de større
stik er gjort med let hånd, hvorimod det ikke er helt rart at se foliostikkene fra
Vitruvius sat ned i visitkortformat. I teksten til indskriftstenen fra Borchs kolle
gium synes en fejl at have indsneget sig, såsom kollegiet efter Borchs udtrykkelige
ønske skulle have navn efter Medici-slægten i Firenze. Side 197 meddeles, at mari
nens dokke kunne fyldes og pumpes læns i løbet af et kvarter. Så hurtigt gik det
dog vist ikke; men også småting må en anmelder anholde.
I sin tekst understreger Bente Kjølbye, hvor nøje Holberg kendte Køben
havn, og hvor interesseret han fulgte byens udvikling i de ca. 50 år, han havde
lejlighed dertil. Han raisonnerede gerne over byens modernisering og over ind
byggernes »skikke og levemåde«. Som vi ved, låner han gerne stemme til Jeroni
mus; men egentlig er hans sympati på modernismens side, blot dens udskejelser
spidder han. Med en halv undskyldning tilstås, at Holbergs skrivemåde er bibe
holdt i citaterne, for Holberg laver man ikke om på. Det hindrer på ingen måde,
at bogen både er fornøjelig og let at læse. Føjes dertil, at den også er nyttig,
må konklusionen blive, at den er helt i Holbergs ånd.
Siguard Skov