280 / 283
278
ANMELDELSER
Bogen er skrevet rent kronologisk og uhyre detailrig. Den er faktisk så stor, at
det til tider kniber med at se skoven for bare træer. Det er et spørgsmål, om den
ikke havde været lettere tilgængelig, hvis den havde samlet de enkelte emner for
sig.
Hvem lånte? Ja , dette meget vigtige spørgsmål, som også pirrer vor nysgerrighed,
kan desværre ikke fyldestgørende besvares på grund af den låntagerne hjemlede
anonymitet. Men selv om man altså ikke skulle opgive sit navn, når man lånte,
ønskede man overhovedet ikke at blive set i dette ærinde, hvorfor der opstod de
såkaldte »sættefolk«, som mod et lille gebyr klarede ærterne. Først fra 19 31 kan
der gives en fordeling efter erhverv.
Men panternes art og lånenes størrelse viser tydeligt, at langt de fleste af kun
derne har været meget fattige folk, der lånte småbeløb på deres senge- og gang
klæder. Om lånenes hyppighed kan siges, at de på visse tidspunkter svarede til ét
lån pr. indbygger pr. år. Lånenes ugerytme viser, at mandag var den sorte dag, da
der måtte bødes for søndagens udskejelser. Årsrytmen dokumenterer med klare tal,
at vinterfrakkens ombytning med sommerfrakken og omvendt ingenlunde er en vit
tighed, men en besk realitet.
En række andre forhold af interesse behandles: pantsætninger af lånesedler, ind
løsning og fornyelse, auktionernes relation til antallet af panter og de opnåede
prisers forhold til taksationerne osv.
Kampen mod de private pantelånere, legale som illegale, følges gennem hele pe
rioden. Særlig farlig blev den i 1860erne, da en række behersket velgørende låne
aktieselskaber oprettedes. Omvendt kan man følge de private långiveres kamp
mod »hælerprivilegiet«, dvs. Assistenshusets fritagelse for vindikation af stjålne
panter, som de bestjålne måtte indløse, mens politiet konfiskerede dem hos de pri
vate udlånere.
Utallige eksempler på endog særdeles udspekuleret svindel fra låntagernes side
anføres, men også inden for institutionens egne mure florerede til tider megen
uhæderlighed.
Bogen er pænt illustreret, men billederne er overvejende velkendte. Bygningshi
storien har forfatteren ikke følt sig videre forpligtet overfor, hvad der er lidt skuf
fende. Men der er meget at hente i den store bog for den, der beskæftiger sig med
stadens sociale forhold, og det triste emne til trods rummer værket også megen
fornøjelig læsning.
Jens Vibæk.
Bente K jølbye: I Holbergs fodspor. En vandring gennem København i første
halvdel af 1700-tallet. Politikens historiske bibliotek, bd. 10. 224 sider. Kbhvn.
1977. K r. 58 .-.
I 1838 udsendte E. C. Werlauff »Historiske Antegnelser til Holbergs Lystspil«,
måske den mest levende af den lidt vemodige forfatters bøger. Tyve år efter kom
den i ny og forøget udgave og er iøvrigt stadig betydningsfuld for den kultur