47 / 73
maa jo dog af og til vove sig frem. Studenten der*
imod har næ sten aldrig væ ret i Ilden. Han har frit
Slag og — slaar med Myndighed!! N aar jeg mindes
satirisk*godmodige Bemærkninger, som kunde fak
de fra vittige unge Teologer angaaende Søndags*
skole*Præsterne, og saa tænker paa, at jeg selv
siden (i Halvfemserne) som Præ st kom til at staa
paa samme udsatte Post ved disse Forklaringsmø*
der, da kan det nok løbe mig koldt ned ad Ryggen:
Hvad er der mon ikke blevet sagt om dig selv! —
Henne paa Orgelbænken sad Fru
Keyper.
Hun
blev senere Oberstinde. Men i S. S.*Verdenen bør
hun alle Dage beholde sit gamle nom de guerre;
slet og ret: Fru Keyper. I Begyndelsen af Firserne
havde hun sin Glanstid, — indtil hun af Helbreds*
hensyn m aatte trække sig tilbage og efterhaanden
gled helt ud — desværre! Hun blev hø jt bedaget,
og var til det sidste klar i A and og Tanke; dette
beviste hun jo ved at fortælle gamle Minder i Okt.
1925 ved S. S.s 50 A ars Jubilæum. — Jeg ser hende
paa om talte Orgelbænk. Flun har ledet Sangen
ved sit Spil. Nu har hun d reje t sig om til os for at
give sine Bidrag i Samtalen om Tekstens Behand*
ling paa Søndag. Vægtige Bidrag; thi foruden et
p rak tisk Greb paa at behandle Børn har hun en
egen Evne til at grave dybt i Bibelordet og til at
anvende det personlig paa os selv, saa det gaar os
ind paa Livet. Til os unge Teologer har hun et
godt
Ø je i dobbelt Forstand. O fte en stor Tillid;
maaske altfor stor. Men ogsaa Kritik, i bedste
Fo rstand overlegen. Engang siger hun: »I Teologer
vil nu altid helst tage Teksten i
Fortid;
vi Lægfolk
vil have den i
Nutid.«
Hun mener naturligvis, at vi
43