106 / 138
Gang den 18. Juli 1781 i Ækvatorealen, hvis Kikkert var forsynet med et „rhom-
boidal“ Mikrometer131). Forløbet af den partielle Maaneformørkelse den 23. Januar
1777 har
Bugge
anskueliggjort ved en smuk og koloreret Tegning, som han har signeret
og forsynet med forklarende Text. Den opbevares nu i Rundetaarns astronomisk
historiske Samling. Merkurgennemgangen den 9. November 1802 observerede
Bugge
med
en Kikkert, der havde „triple achromatisk“ Objektiv, og hvis Længde var 3 / 2 Fod. For
størrelsen var 250 Gange. Professor
Warberg
betjente sig ved denne Lejlighed af en akro
matisk Kikkert paa 10 Fods Længde og 200 Ganges Forstørrelse132).
Thomas Bugge
gav sig ogsaa af med Observationer af de gaadefulde Fremtoninger,
som de foranderlige Stjerner den Gang var. Herom skrev han en lille Afhandling: „Nogle
nye Opdagelser ved Fixstjernerne Beta i Perseus, Omikron og Pi i Skytten samt Beta
1 Stenbukken“133). Med Hensyn til
Beta i Perseus
(Algol) er han inde paa den rig
tige Forklaring af Fænomenet som fremkaldt ved periodiske, gensidige Bedækninger
af to Stjerner, hvoraf den ene kun udsender lidt eller intet Lys: „Aarsagen til dette
mærkelige Phænomene kunde man maaske troe at være en omkring Algol som Soel betrag
tet gaaende Planet, hvilken, naar den traf ind i Linien imellem Fixstiernen og Jorden, da
ville bedække en Deel deraf, og foraarsage, at den saae mindre ud“. Han forkaster imid
lertid denne Tydning med følgende Ræsonnement: „Men, da Algols periodiske Afvex-
ling gaaer fra den tredie til den femte Størrelse, paa hvilken der er en saa ganske mærkelig
Forskiel, at dens synlige Størrelse tager af i Forhold af omtrent 3 til en, saa skulde Stør
relsen af denne til Algols System henhørende Planet være 2/ 3 af dens Soels Størrelse;
og i Masse og kubisk Indhold 8/ 27 af dens Soels Masse. Dette strider imod den almin
delige Attraktions Love og Natur, efter hvilke enhver Soels Masse maae være betyde
lig større end Summen af alle dens Planeters Masse. Det strider imod Analogien i vor
Soels Systeme, hvor Soelens Masse og Størrelse 600 gange overgaaer Størrelsen af alle
Planeter tilsammen tagne“.
For at komme Problemet tillivs tager
Bugge
sin Tilflugt til en af den franske
Astronom
Pierre Moreau de Maupertuis
fremsat Forklaring, idet han fortsætter med:
„Der synes derfor intet andet at være tilbage end at antage en af Hr. Maupertuis først
fremsat Hypothese. At nogle Fixstierner ere flade og sammentrykte Kugler. Naar da
Algol ved sin Omdreining om sin Axel vender den fladere Side mod Jorden, har den
sin mindste phasis, og naar den vender den rundere Side imod os, saa har den sin største
phasis, og dette Phænomenon lader sig forklare af Algols Omdreining om sin Axel udi
2 Dage 21 Timer 27 Minuter“.
131) V.S.S., 1783, 215—22.
132) Ibid., 1805, 1— 15.
133) Ibid., 1783, 600—03.
103