171 / 203
Asserbo-lejren
man blot på den måde fik skabt en stemning for tvungen arbejdstje-
neste. At
soldater
kunne stille krav, da de var
tvunget
ind i tjenesten,
men her, hvor der var tale om
frivillighed
måtte man underordne sig
eller rejse. Jeg spurgte hvilken presse man havde tænkt sig at gå til.
Det skulle være den konservative og Arbejderbladet. Og så lidt efter
lidt kunne han indse, at A. havde været uklog og uforsigtig. Det sam
me gjorde jeg med et par til, og fik konstateret, at A .’s magt kun ek
sisterede i flokken, og var baseret på den.
Onsdag morgen ringede politibetjenten fra Frederiksværk og med
delte, at der var rejst bedragerisigtelse mod A. for værtshusbedrageri.
Det hang således sammen:
A. og to andre, nu bedste kammerater var kommet i selskab med
en Hundestedfisker, der havde givet øl, men var forsvundet, da der
skulle betales. Vore 3 gutter hængte på den. Det var på Skovlyst for
en 14 dage siden. A. forklarede dengang til mig, at kammeraterne
ved deres afrejse havde betalt ham hver en krone. Så skulle han klare
resten. Der skyldtes så små g kroner. Jeg syntes det var synd, gav ham
en daler og bad ham straks tage ind og betale den som afdrag og så
afvikle affæren næste lørdag. Og nu ringede betjenten, der var intet
betalt. Han ville tale med A. Jeg var klar over, at A. på dette tids
punkt nemt kunne »skramle« pengene sammen hos kammeraterne,
der blindt fulgte ham. Jeg talte derfor med en der kendte lidt til sa
gen. Fik at vide, at A. havde fået
tre
kroner af hver af de rejste kam
merater, ikke som nævnt én. Så kaldte jeg elevrådet over til mig og
meddelte:
Jeg måtte anmode A. om at rejse om en time, da han ved bedra
geri mod kammerater, mod mig og mod Skovlyst havde stillet os i en
dårlig belysning herude. Når der i fremtiden måske ikke ville blive
serveret for vore folk på Skovlyst, så var det hans skyld. Jeg ville ikke
have statspolitiet til at komme til forhør her. (Jeg havde kort i for
vejen, da sagen lå klar villet give A. den chance: han skulle rejse fri
villigt, jeg skulle så tilbageholde hans gæld. Så faldt sigtelsen og han
var væk herfra. Det ville han ikke). Nu meddelte jeg kammeraterne
det samme: for deres skyld måtte han bort.
De bad om at måtte holde et kort elevmøde og fremstille sagen. Jeg
blev kaldt derover for at fremstille sagen igen. Man troede ikke pa
kammeraterne. Jeg afslog enhver form for diskussion og gik. Samtidig
1 71