169 / 203
Asserbo-lejren
som deres modighed var af kollektiv art, at den kunne udfolde sig,
når alle var til stede, og enhver vidste, at han blev støttet. Her i min
dre flokke var der den elskværdighed, der tyder på dårlig samvittig
hed, og en stiltiende indrømmelse af, at man godt kunne indse den
overilede handling.
Jeg måtte dog regne med, at der kunne fremkomme ophidselse igen
når A. kom hjem. Han havde en mærkelig magt over eleverne, han
var fyldt med klicheer med »os arbejdsløse« osv., brugte den termi
nologi, der næsten af sig selv bringer en tilfældig forsamling til at føle
sig som en solidarisk enhed. Dagen gik. Kl. 8 aften ringede A. til Ro
senholm. Han stod inde på banegården, havde »tabt« sin returbillet,
havde ingen penge til en ny. Rosenholm aftalte med stationen, at der
skulle blive sendt penge. A. kom hjem om natten.
Tirsdag morgen.
A. aflagde beretning for eleverne. Jeg ville overvære det, men blev
pebet ud. Jeg forlangte da beretningen gentaget i et vidnes nærvæ
relse på kontoret. Jesper tog referat, A. godkendte det bagefter. Det
gik i korthed ud på følgende:
1 . Han havde talt med Bærenholdt og kontorchefen, der havde vist
sig forstående, og godt kunne forstå elevernes krav, der aldrig var
blevet rejst af mig.
2. A. havde sagt, at man ville henvende sig til pressen, og sætte hårdt
mod hårdt.
3. A. havde samtidig beklaget sig over, at jeg havde nægtet eleverne
ret til at benytte gymnastiksalen »til månedlige sammenkomster«
(vi havde én gang prøvet det på betingelse af, der ikke blev røget.
Det blev der alligevel. A. var den gang næbbet: Når eleverne al
ligevel havde røget, var det fordi de ikke respekterede lejrens le
delse). Så holdt vi sammenkomsterne i spisesalen siden. Hertil hav
de Bærenholdt lovet: »at han ved opringning skulle indskærpe
mig osv«.
Jeg anførte ad 1. Det var løgn, han havde
ikke
talt med kontorche
fen. Han havde altså ikke været forstående. Jeg
havde
rejst kravet, hvilket Bærenholdt havde med
delt ham.
169