168 / 203
mente, at de nye understøttelsesregler bevirkede det. »Nu vil de ikke
bort fra byen«, sagde han.
16 .-2 3 . januar I
937
• Elevtallet har bevæget sig fra 76 til 79. Ugen
har været præget af »stortrøjestrejken« og vejret.
Vejret har været usædvanlig hårdt. Det har frosset gennemsnitlig
5 grader om dagen, noget mere om natten. En enkelt nat var det 14
grader. Kl. 6 om morgenen var det 5 graders kulde i mit soveværelse.
I sovesalene har det dog ikke været så koldt. De mange mennesker
luner.
Men det har stormet som man ikke gør sig noget begreb om. Or
kanen stod lige ind fra den åbne mark. Det knagede og bragede i hu
sene. Om natten trykkede vinden med en sådan kraft, at vore senge,
der står op ad væggen, rykkede ud på gulvet. Det var ikke til at være
udenfor. Der faldt noget sne, men det føg med flyvesand, der trængte
ind alle vegne, piskede i ansigtet, fyldte mund og øjne. Det var næ
sten ikke muligt at holde ild i kakkelovnene. Det røg lige ud i luften.
Frederiksværkbanen
blæste
af sporet ved Melby og en af tagfladerne
blæste af på gymnastiksalen. Den stod lige ret op i luften som en fane.
Der kunne under disse forhold ikke være tale om at sende folk i sko
ven, selv om der ikke havde været strejke.
Hvad selve strejken angår følgende:
Jeg blev ringet op mandag morgen hjemme, ligesom jeg stod og
skulle afsted, klokken var 8. Jeg vik at vide, at A. som repræsentant
for eleverne var taget til København. Jeg tog da til Rådhuset, hvor
jeg kl. 9.45 over for d’herrer Arnskov og Bærenholdt udviklede sagen,
og forberedte A .’s komme, og aftalte den nærmere udvikling. Klok
ken 12 .15 var jeg i lejren, hvor der ikke var noget usædvanligt at
mærke ud over en vis spænding. Jeg kaldte eleverne sammen, og i et
møde, som lærerpersonalet overværede forklarede jeg, at det kunne
ikke lade sig gøre at stille krav sammen med trusler overfor myndig
hederne. At det var en urigtig fremgangsmåde, at det skadede mere
end det gavnede. Jeg talte stille og sagte og længe, idet jeg gjorde mig
umage for at være rolig og ulidenskabelig og undgik enhver form for
irettesættelse. Et par afbrydelser viste, at der bag forsamlingens til
syneladende ro lurede ophidselse. Der blev så almindelig undervis
ning, og i grupperne var eleverne så flinke som aldrig før. Det var
Hans Sode Madsen
168