38 / 203
En samtidig kritiker (Erik Schiødte) mente om Nyrops projekt, at
det karakteriseredes af absolut selvstændighed. Det var vanskeligt at
sige, i hvilken stil det var tegnet, for med megen originalitet havde
han sammenblandet forskelligartede motiver og påtrykt sammensmelt
ningen sit eget personlige præg. Der var en rig variation til stede, Ny
rop frygtede åbenbart fremfor alt for at blive kedelig eller monoton,
og var undertiden tilbøjelig til at blive lidt kunstig og søgt på områ
der, hvor en simplere løsning havde været nok så naturlig. Der var
dog ingen tvivl om, mente Erik Schiødte, at den, der til sin tid ville
blive rådhusets bygmester, var Martin Nyrop.4
At Nyrop virkelig var så overlegen, viser den omstændighed, at de
andre deltagere i den endelige konkurrence i stor udstrækning havde
forladt deres oprindelige tanker og havde rettet deres projekter ind ef
ter Nyrops i. projekt.
Det var meningen, at det projekt, der ansås for værdigt til at be
nyttes, skulle belønnes med 10.000 kroner, men man blev temmelig
hurtigt enige om, at denne præmie ikke fortjentes af nogen. Med 10
stemmer mod 9 bestemte fællesudvalget dog, at Nyrops projekt skulle
have den højeste præmie, 5.000 kroner.
T il fællesudvalgets møde den 4. juni 1890 havde borgmester Borup
stillet et dagsordenforslag gående ud på at det skulle overdrages Mar
tin Nyrop efter direkte forhandling med de myndigheder, der skulle
have lokaler på det nye rådhus, samt efter konference med fællesud
valget at udarbejde et projekt. Dette projekt skulle derefter forelægges
kommunalbestyrelsen.
Borgmester Hansen mente, at en væsentlig del af grunden til det
mindre heldige resultat skulle søges i det projekt, som stadsarkitekt
Fenger havde indleveret og som var blevet normgivende for alle pro
jekter. Han troede ikke at der ville fremkomme noget tilfredsstillende
projekt ved at lade Nyrop omarbejde sit forslag. Hansen var nærmest
indstillet på at lade en eller anden fremragende arkitekt, f. eks. H. B.
Storck, indgå i arbejdet sammen med Nyrop eller helst lade Storck
overtage projekteringen alene.
Thomsen troede, at mangelen måtte søges i programmet, som bandt
kunstnerne for stærkt og ønskede det derfor revideret.
Kommandør Giødesens mening var, at man nu måtte skynde sig at
få sagen afsluttet, for ikke alene trængtes der til et nyt rådhus, men
Egil S kali
38