Evneløshed, ja man veg end ikke tilbage for Sigtelser for Mis
ligheder. Men herom var der dog intet at paavise. Viceraad-
mand Potoppidan, der som Medlem af Magistraten havde med
Opfostringshuset at gøre paa en senere Tid, har i sit Værk,
„Magazin for almennyttige Bidrag“ , udtalt sig om Plejeanstal
tens Forhold til Opfostringshuset. Han siger, „at denne Stiftelse
ligesom Vajsenhuset paa Menneskelighedens Vegne tilskøder
det danske Monarkis Regenter den allerudødeligste Ære, og
da den er for fattige Børn af alle Stænder, er han sikker paa,
at alle vil give ham Ret. De første Aar var Opfostringshuset,
hvad det skulde være, nemlig en virkelig og vigtig Planteskole
til Opkomst for Professioner i alle Haandværk, Handel, Fabriks-
og Navigationsvæsen, hvad mange Borgere, udgaaede derfra,
er Vidnesbyrd om. Men da det i 1771 mistede sin Præses,
salige Gehejmeraad Grev Bernstorff, som det billig kunde kalde
sin værdige, gode Fosterfader, har det ingen Tid siden været,
hvad det dengang var.“ Derefter dadler han skarpt Administra
tionen for, at Lotteriprivilegiet gik tabt. „Man kan vel give per
sonlige Rettigheder bort, men ikke Stifteisers lovlige Ejendom
for fødte og ufødte Slægter. En brav Mand skal hellere ned
lægge sit Embede end paatage sig den Anger, at de umyndige
fader- og moderløse Børn skal sukke over Mangel, der kommer
af, at man har krænket dem for at være føjelig. Han har tro
lig gennemlæst og saa nøjagtig overvejet denne Sag for Stif
telsen, at han føler sig saa overbevist om dens Tydelighed,
at hvis det ikke stred mod Landets Love at paatale en uden
Reservation afhandlet Sag 20 Aar efter, skulde Opfostringshuset
ved lovformelig Proces mod Lotterierne blive tilkendt, hvad
det kunde tilkomme, der med Kapital og Rente til 1784 vilde
beløbe sig til ikke under 357,000 Rd. foruden fortsat Rettighed
til Lotterierne. Hovedpersonerne er nu alle døde, og det vilde
heller ikke være ædelt at nævne nogen af dem til „Nackdel“
i denne Sag, hvad der heller ikke kunde nytte. Men han er over
bevist om, at dels Magtsprog, dels utrolig Føjelighed og endelig
Mangel paa grundigt Overlæg Aar 1771 kuldkastede den af Grev
Bernstorff og øvrige Direktion saa grundig og vel intentionerede
Plan.“ Han udtaler til Slutning, „at han har omtalt denne Sag
16