117 / 386
114
En Tur til S ko v en i gamle Dage
det er Kejser Napolibum. Her ser De ogsaa Kejser Napoli-
bum, men nu er han paa St. Helena, hvor han er nær ved
at dø — den Vej skal vi jo alle — og saa er lian omgiven
af alle sine Generaler — ham der er General Betrand, lian
synger nu den dejlige Afskedssang, som De nok kjender —
den der er Røverhøvidsmanden Cartouske med Dolken og
Pistolen, han h a r ondt i Sinde. Her ser De den franske Konge
Ludvig paa Skamfuttet.“ Og medens hun opregner alt dette,
drejer hun paa Positivet, som spiller Melodien „Fryd dig ved
Livet“ i en temmelig ukjendelig Udgave.
Men hvad er det der henne, hvor alle de mange Mennesker
flokkes? Ah, det er Mester Jakel — den uforlignelige Mester
Jakel. Hør, hvor Potterne slaas i Stykker. Kunne vi hare
komme til at se og til at høre. Jo, vi faa en lille Plads inden
for Snoren. Nu se vi, hvorledes Frieren indfinder sig hos den
kjønne Værtshusmadamme; hun er en lille Kokette, samme
Madame, hun ved, hvorledes hun skal trække Næring til
Huset. Hun opvarter Gjæsterne med søde Ord og med Kruk
æ rter med Lavendelsauce! De Fruentimmer, de Fruen tim
mer! Og saa at lade Frieren banke hendes Ægteherre. Del
er næsten umoralsk.
Frederiksstens-Fæstningsmanden — hvor er han? Aa, der
hører jeg hans udmærkede Basstemme: „Værsgo! mine Her
re r og Damer! Træd næ rmere!“ Vi følge Opfordringen, og
med sin Stok i Haanden, der ha r det dobbelte Formaal: at
udpege de mærkelige Gjenstande og at bortgjenne med et dyg
tigt Rap et eller andet nyfigent, men uhetalende Individ, der
forgæves er advaret med et truende: „Hvad glor du paa,
Dreng?“ — med denne Stok paaviser lian de store Mærk
værdigheder, samme Fæstning frembyder. Hvorlunde Fanden
tog Skansegraveren til Straf for hans Ugudelighed. Hvorlunde
Fæstningens Besætning kom op at klamres og myrede hin
anden græsseligt, „en med Bangenet, en uden en“ — og med
Omkvædet: „Der drikker de, der stikker de, og der ligger
de. Og alle drage de hjem, glade og fornøjede over at have
forvundet deres Sejer.“ Manden er fortræffelig, og han er
desuden overordentlig billig; han lader sig nøje med, hvad
de høje Herskaber behage at betale — og undertiden behage
de høje Herskaber at liste sig bort uden at betale det mindste.
Men nu skingre Trompeter — og se: Udenfor en anseelig
Bygning, den anseeligste paa hele Bakken, viser sig en præg
tig Kavalkade: to H errer og to Damer til Hest. Hvor pragt
fuldt pyntede! Damerne i korte, hvide Kjoler med rosa eller