207 / 386
ration, hvoraf mange sikkert have hørt deL omLale af deres
Forældre, kan faa et Begreb om, hvad man for om trent et
halvt Aarhundrede siden tog til Takke med for at kunne op
føre eller nyde dramatiske Dilettantforestillinger. Dette Thea-
ter gik almindelig under det populære Navn „Kalkeballen“,
hvis Oprindelse ikke er mig bekjendt. Mulig h idrørte det
derfra, at ogsaa det hæderlige Murerlaug, som mange andre,
her havde en Forening, der dyrkede den dramatiske Kunst.
Bygningen, der laa paa H jørnet af lille og store Kannike
stræde, var lav, kun to Etager. I Stueetagen var der Restau
ration og et yderst tarveligt, trykket Lokale til Sammen
komster for de dramatiske Selskaber, som afvexlende spil
lede paa Tlieatret. Opgangen til dette var ad en smal, stejl og
smudsig Trappe, og derfra kom man til Tilskuerpladsen først
ind i et stø rre Værelse, hvor der var en Buffet af malet
Fyrretræ , garneret med Flasker og lidet appetitligt Smørre
brød. Lige saa appetitlige tog Opvartningsjomfruen og Opvar
teren sig ud. Tilskuerpladsen bestod af Pa rte rre og Galleri
med nøgne, fugtige Vægge, bemalede med noget, hvis Grund
farve det var yderst vanskeligt at udfinde. Bænkene, afdelte
i Klapper, vare brøstfældige og brast ikke sjælden under Til
skuernes Vægt. Tilskuerpladsen var belyst med nogle osende
T ran lam per og det meget knebne Orkester med Tællepraase,
der bleve pudsede af en Laban i kort Trøje. Naar Tilskuer
pladsen var rigtig stuvet, rummede den i det højeste 320
Personer, af hvilke de bageste maatte staa op paa Stole og
Bænke, naar de vilde se noget. Langs Tilskuerpladsen til ven
stre var der et skummelt Værelse, som benyttedes til Spisesal
og til Gjennemgang til et P a r ganske smaa Pagklædnings-
kamre samt til Scenen. Denne var i Henseende til Rumfang,
Dekorationer og Belysning et Sidestykke til det øvrige. Naar
de spillende vare lidt mere end almindelig høje, ragede de
op til Sofitterne, i Fald de Tjavser, der hang ned fra Loftet,
fortjente dette Navn, og de Tilskuere, der sad paa Siderne,
havde et frit Indblik til Kulissernes Mysterier. Dekorationerne
stod i Henseende til Maling og Farver næsten under et Niirn-
berg-Dukketheater, og det perspektiviske var en Gaade. For
at gjennemføre Enheden svarede Møblerne, hvor saadanne
skulde bruges, fuldstændig til Dekorationerne, og efter dem
at slutte maatte det kjøbenhavnske Snedkeri befinde sig paa
et yderst primitivt Standpunkt. Der var overhoved udbredt
en Duft af Knejpen over det Hele, og det saa meget mere som
Beværtningen — „Schæferiet“, som det kaldtes efter Ejeren
204
En dramatisk Privatforestilling i Frederik VI.s Tid