208 / 386
eller E jerinden — lod særdeles meget tilbage at ønske i Ret
ning af Properhed og i enhver Henseende stod under, hvad
der nu findes selv paa de simple Beværtningssteder.
Saaledes var det Kunstens Tempel, hvor vi skulde give
vor Forestilling. Man kan tænke sig, at det ikke var med syn
derlig Andagt, at dets Haller bleve betraadte. Men dengang
var man heller ikke forvænt. Selv det kgl. Tlieater lod meget
tilbage at ønske i Retning af Komfort og ydre Udstyrelse,
og scenisk Luxus var ganske fremmed for dem, der ikke
kjendte Theatrene i Udlandets store Hovedstæder. Kostu
merne leveredes os af en Farver Beistrup, der havde en
Maskeradegarderobe og forsynede Privattheatrene. Da det var
et Holbergsk Stykke, stilledes der jo ikke Krav til nogen
særlig Elegance, og Dragterne vare saa nogenlunde præsen
table. Det kgl. Theaters F risø r Hoppensach fik man for gode
Ord og rede Penge til at besørge de spillendes Maskering, en
Kunst, hvori han var udmærket dreven.
Aftenen kom, og man samledes i de smaa Paaklædnings-
værelser. Nær var den hele Forestilling røget i Lyset. En af
de vigtigste Rollehavende havde samme Dag faaet det Bud
skab, at en meget nær paarørende, en ung haabefuld Kunst
ner, pludselig var afgaaet ved Døden i Rom. Vi havde faaet
det at vide, og med Fortvivlelsen malet i Ansigterne ventede
vi hvert Øjeblik Underretning fra den vedkommende om, at
han ikke saa sig i Stand til at spille, hvad vi forøvrigt vilde
have fundeL ganske i sin Orden. Men saa indfandt han sig
selv og erklærede, at uagtet „Graaden stod ham i Halsen",
vilde han dog spille, saa godt han kunde, for ikke at for
styrre en Forestilling i et saa veldædigt Øjemed, og for at
Publikum ikke skulde narres April i det sidste Øjeblik. Op
ofrelsen vandt naturligvis stor og veltalende Paaskjønnelse,
men den Formodning, at Lysten til at spille Komedie fremfor
alt havde gjort Udslaget, fandt vi det klogeligst at fortie.
Man iførte sig nu Kostumerne ved Hjælp af en ved Theatret
ansat Skrædder. Den arme Mand havde nok at gjøre med
at tilfredsstille alle. Snart raabtes der paa, at en af Kjolerne
var for vid, snart at et Par Buxer vare for snævre, at et Par
Trikots vare umulige. Saa maatte et Par Manchetter indsyes,
en Halsklud ombindes. En kunde ikke faa et Par Sko, der
passede, en Paryk, der kunde sidde fast, en skulde have et
Spænde syet paa, en anden, der ikke var stærk i Lægge,
skulde have paalagt Vat. Den ene raabte paa rød, den anden
paa hvid Sminke. Om de Par brustne Spejle, som Paaklæd-
Fn dramatisk Privatforestilling i Frederik VI.s Tid
205