209 / 386
206
En dramatisk Privat forestilling i Frederik VI.s Tid
liingsværelserne vare forsynede med, opstod der Trætte, den
ene vilde til, og den anden vilde til. Overalt lierskede en for
v irret Larm, som yderligere forøgedes derved, at nogle under
Paaklædningen med tordnende ¡Stemme søgte at memorere van
skelige Steder i deres Roller. Hoppensacli var hist og her
med Farver og Sminker, og med en vidunderlig Hurtighed
foregik der en Forvandling af Ansigtstrækkene, hvorved Mænd
omskabtes til Kvinder, unge lil gamle, smukke til grimme og
omvendt.
\
.
;
■ i i , i
Endelig var Paaklædningen og Maskeringen tilendebragt,
og der var gjensidig Betragtning og Beundring. Men trods det
tykke Lag af Sminke viste der sig i Fysiognomierne stærke
Spor af Bleglied og en vis plirende Forknythed i Øjnenes
Ldtryk. Det var Kulissefeberen, som begyndte at indfinde sig
ved Tanken
0111
, at det Øjeblik, da man skulde betræde de
Brædder, der kaldtes Verden, og gjøre det første Skridt paa
Kunstens Bane overfor et vel overbærende, men i sine enkelte
Elementer dog kritisk Publikum, var nær for Haanden. At
sligt vilde komme, havde jeg forudset og derfor tænkt paa et
Middel til at dæmpe Ængsteligheden. Indtægten var saa rigelig,
at man nok kunde føje en extraordinær Udgift til de ordinære,
og af Rødvin, Portvin, Rhinskvin, Kognak og Sukker bryg
gede jeg en Negus, der i dampende Tilstand i en stor Bolle
blev sat paa Bordet i det tilstødende Spiseværelse, hvorefter
Personalet blev budL ind til at nyde den. Det blev modtaget
med Akklamation, og Negus’en virkede som en saa ypperlig
Opstrammer, at jeg næsten blev bange for, at en og anden
havde faaet mere, end han kunde taale. Men selv om det var
Tilfældet, var Virkningen alt andet end uheldig. Modet var i
et Nu vendt tilbage, og der var ikke en eneste, der ikke følte
sig sin vanskelige Opgave mægtig, og som ikke var rede til
at træde frem for det mest fordringsfulde og kritiske Publi
kum i Verden.
Klokken var nu Syv. Suffløren havde taget Plads i sin
Hule, og Regissøren gav Signalet til, at Orkestret skulde spille.
Det var Ouverturen til „Den hvide Dame“. Tæppet gik op, og
kgl. Skuespiller Kragli, iført sin Dragt som Pliilemon, traadte
frem, hilset med stor Akklamation, og fremsagde en af G.
Siesby forfattet Prolog, hvis første Del lød saaledes:
„Der gaar en forunderlig Ironi
lgjennem vort Livs Digten og Færden,
Der spotter med denne brogede Verden
Og danner Kontraster af Sympåthi.