129 / 327
talrige Gange paa Vej til Forhandlinger i Tyskland, Østrig, Frankrig, Italien
og Rusland. Det var af Irritation over at skulle med Færgen mellem Masnedø
og Falster, at han i sin Tid indgav Ansøgning om Koncession paa en Bro
over Storstrømmen her, en Ansøgning, som han ikke fik bevilget, men —
som han selv sagde — kostede det da kun en Krone at indgive den. Det var
navnlig Centrifugerne, han forhandlede om paa sine Rejser, og i de senere
Aar var Kontorchef Petersen gerne med, for Flauberg vilde have et Vidne paa
Aftalerne: »Ellers løber de fra dem, inden jeg kommer hjem«. Kontorchefen
var ogsaa med paa Rejsen til Moskva, efter at Tyskerne var ude af Rus
land, hvor T itan’s Repræsentant mente, der var ny Muligheder for Centrifuge
salget. Men Rejsen førte ikke til noget, Revolutionen kom og Hartmann, som
repræsenterede Titan i Moskva, maatte flygte.
Naar Hauberg i 1916 forlod Titan, var det for at hellige sig mere almene
Arbejdsgiver-Interesser. Han, der i 1903, da hans Fæge havde givet ham visse
foruroligende Meddelelser om hans Helbredstilstand, var traadt tilbage fra
sin Formandspost i Fabrikantforeningen, havde siden, da det første knugende
Indtryk havde sat sig, genoptaget Arbejdet i Organisationerne og var i 1906
blevet Medlem af Arbejdsgiverforeningens Hovedbestyrelse. Fra 1907 var han
dens Næstformand og i 1911 blev han ved skriftlig Afstemning enstemmigt
valgt til Formand.
Han havde i Forvejen sikret sig Samtykke fra T itan’s Bestyrelse. Tidligere
havde man nemlig set halvvejs skævt til, at Arbejdet i Organisationen lagde
for meget Beslag paa Direktørernes Tid. Hauberg fik da ogsaa kun Tilladelsen
under Hensyn til »den foreliggende Situation«. Der forestod nogle meget vig
tige og vanskelige Forhandlinger. Og efter nogle Aars Forløb valgte Hauberg
altsaa at fortsætte i Arbejdsgiverforeningen fremfor paa Titan. Den 20. Ok
tober 1915 førte han sidste Gang Forhandlingsprotokollen paa Bestyrelses
møde, det vil sige Referatet af den første Del af dette. Saa forlod han Mødet
og hans Afskedsansøgning blev behandlet og bevilget. Resultatet blev med
delt ham i en Skrivelse, der naturligvis udtrykte Bestyrelsens Tak for hans
store Arbejde i Selskabets Tjeneste. Hauberg selv var nu ikke helt tilfreds
med de meddelte Vilkaar, ikke saa meget paa Grund af Pensionens Størrelse,
som fordi den — hvis Selskabet to Aar i Træk ikke havde givet 4 % Udbytte
— helt vilde bortfalde.
At vurdere Haubergs Indsats i Forhold til de andre Stifteres er vel ikke let.
De øvede hver deres. Men hans Initiativ bør fremhæves, der blandt andet gav
sig Udslag i, at han tidligt have Øje for Elektricitetens Betydning og ligeledes
124