HaandværkerforeningenKøbenhavn

bringe dens Ønsker og Mening til Lovgivningsmagtens og

de højeste Autoriteters Kundskab, og at der i det Hele taget

er naaet til den yderste Grænse inden (for) Andragenders

og Forestillingers Kreds. Det er en Virksomhed, der gjen-

nem alle dens Stadier har varet fem Aar, og vi føle os

forvissede om, at der fra vor Side Intet er forsømt for at

fremme dette for det almene Vel saa vigtige Anliggende,

men at vi med Iver og Opofrelse have røgtet det os over

dragne Hverv. At vi ikke have kunnet besejre de Hin

dringer, der snart ved Snildhed, snart ved Magt ere bievne

opstillede mod Sagens Fremme, grunder sig væsentlig i alle

vore nuværende Forhold og vore i mange Henseender højst

besynderlige Tilstande, men vi skulle ikke fordølge, at

den Støtte og Enighed, hvorpaa vi fra først af saa trygt

byggede, og som var af største Betydning og Vigtighed for

Sagen, naar man tilgavns skulde trænge igjennem, ofte

svigtede og i hvert Fald ikke viste den Udholdenhed, der

er eneste og vigtigste Betingelse for at naa Sejr i Kampen.

Imidlertid erkjende og takke vi med Glæde dem, der ikke

skiftede Mening og ikke trættedes, men med usvækket In

teresse fulgte Bestræbelserne for at hævde og forsvare Stan

dens retmæssige Fordringer.“ Til sin Arvetager udnævnte

Bestyrelsen Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn. Bevæ

gelsen vendte dermed tilbage til sit Udspring.

Haandværkerforeningens Bestyrelse var ogsaa villig til

at modtage Arven. Hvori denne bestod, havde Nærings-

standsforeningen allerede angivet i sit ovennævnte Testa

mente. Den tilraadede deri, at for at forhindre altfor voldsomme

Rystelser skulde Haandværkerstanden „ved egne Kræfter“

benytte Overgangstiden til „at udjævne de ældre Forhold

131