234 / 311
232
aandelige T ilstand paa den Tid og afspejler de T an
ker, der da optog ham , og som h an dy rkede videre,
da han havde faaet Bolig paa Valkendorfs Kollegium
og i Hovedstaden tra f mange jæ vn a ld rend e , de r delte
hans In teresser. I Ju li 1808 udkom han s »Nordens
Mythologi eller Udsigt over Edda læ ren for dannede
Mænd, de r ej selv ere Mytho loger«; i 1809 frem stiller
h an i »Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord«
B rydn ingen m ellem H edenskab og K ristendom og
dennes endelige Sejr og sk ild rer de rm ed tillige sine
egne aandelige Kampe, i hvilke K risten troen nu havde
sejret. »Optrinene« er som han s Afskedshilsen til
A serne; h an følte nu, »at A sarusen va r h a rta d bort-
dampet, og at H jertet begyndte at komm e til Orde«.
I Ju li 1809 udgav h an Digtet »Julefesten«, hvo ri han
fo rm ane r de danske P ræ ste r til at væ re Tolke for
Christi rene Læ re ; den 17. Marts 1810 ho ld t h an sin
D im isprædiken i Regensk irken m ed den ud fo rd rende
T itel: »Hvi er H errens Ord fo rsvundet af h an s Hus«,
de r foranledigede en Klage fra en sto r Del af Køben
havns P ræ ste r og indb rag te G rundtvig en Irettesæ ttelse
fra Konsistorium . Endelig, i E fte raare t 1810, komm e r
den store, afgørende Krise, som indlededes, da h an en
Aften i sit Værelse paa Kollegiet sad og læste i Kotze-
bues Preussens H istorie og der stødte paa følgende
»Giftblomst«: »Omendskønt Omvendelsesiver, som Ild
paa Stepperne, greb selv Kongerne af D anm a rk og
Norge; om endskøn t fire af Po lens H erskere stræbte
at fo rplante den ny T ro ; skøn t N aboerne trin d t om
kring hyldede den, og
det visne Kors
stadig rykkede
næ rm e re til den g rønne Eg, saa bleve P reu sse rne dog
ved at staa faste i deres Fæd res Tro.« . . . »Derved løb
det mig koldt ned ad Ryggen, saa at jeg ikke blot